Forskning og uddannelse som Østasiens varetegn

Et af verdens førende universitetsrangeringssystemer, Times Higher Education World University Ranking, offentliggjorde i begyndelsen af oktober listen over verdens førende universiteter. På dette års liste over verdens 200 bedste universiteter havde to danske universiteter fundet vej ind i det fine selskab – Københavns Universitet nåede i år en placering som nr. 51 (en svag tilbagegang i forhold til 48. pladsen i 2008), mens Århus Universitet med en placering som nr. 63 avancerede markant fra 81. pladsen i 2008.

USA er vanen tro dominerende med i alt 32 universiteter i top 100, mens Europa er repræsenteret med 39 universiteter efterfulgt af Asien-Stillehavsregionen med 15. Højere placeret end det bedste danske universitet er således ikke mindre end 15 universiteter fra Asien-Stillehavsregionen: 6 i Australien, 3 i Japan, 3 i Hongkong og endeligt ét i hhv. Kina, Sydkorea og Singapore. Generelt er regionen velrepræsenteret på den bedste halvdel af top 100, hvilket understreger den stigende bevidsthed om højere uddannelse som værende den bagvedliggende faktor for vækst og udvikling.

I maj 2009 indgik Forsknings- og Innovationsstyrelsen en samarbejdsaftale med Hong Kongs Innovation and Technology Commission.

Times top 200-listen viser, at de asiatiske tigerøkonomier allerede har haft stor succes med at opbygge konkurrencedygtige universiteter – især Hong Kong. Men også Sydkorea hvor regeringen i 2002 bevilligede 35 milliarder kroner til et projekt, der havde til formål at bringe Seoul National University op i verdenseliten. Indsatsen kan allerede ses, idet universitetet har bevæget sig støt op igennem ranglisten – i 2005 var det placeret som nr. 93, i 2006 som nr. 63, mens universitet på den senest offentliggjorte liste er placeret som nr. 47. Lignende moderniseringer af uddannelsessektoren er ligeledes gennemført i Japan, Taiwan, Hongkong og Singapore. Der er således allerede en lang række østasiatiske succeshistorier – som viser at danske universiteters ønske om styrket internationalisering i denne del af verden giver god mening.

Direktør i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Inge Mærkedahl forhandler med Jiao Tong University.

I Kina satses der på samme måde massivt på en forbedring af uddannelsessektoren. I 2000 var der 1.041 universiteter og højere læreranstalter i landet, i 2006 var tallet steget til 1.876, og i dag er der ca. 3000 universiteter, heraf 1.300 offentlige universiteter og 1.200 private institutioner. På samme måde er antallet af studerende indskrevet på højere læreranstalter i Kina i perioden steget fra 5,6 millioner til ca. 20 millioner, hvoraf ca. 1,2 millioner er på kandidat- eller Ph.D.-niveau. Allerede i 1990'erne lancerede den kinesiske regering et projekt med visionen om at opbygge 100 førsteklasses universiteter, defineret i forhold til de internationale standarder. I 2006 blev Peking University med en 14. plads på Times' liste rangeret som det bedste universitet uden for USA og Storbritannien. Denne succes holdt imidlertid ikke længe, idet universitetet i 2007 var faldet til en 36. plads og i år ligger placeret som nr. 52. Tilbagegangen for Peking University skal næppe tolkes som et faldende ambitionsniveau, men bør rettere ses som en illustration på den konkurrencemæssige intensitet på uddannelsesfeltet. For at avancere eller blot fastholde sin position skal man rykke hurtigere end det resterende felt af mindst lige så ambitiøse konkurrenter.

Besøg hos nanoscience centret på Hong Kong Science and Technology University.

Et nærmere eftersyn af rangordningen af universiteterne viser, at de nye ambitiøse konkurrenter ofte kommer fra de øvrige østasiatiske lande, og deres entre på listen sker bl.a. på bekostning af de amerikanske institutioner. Hermed synes USA's dominans på området for højere uddannelse at være svækket, og trods sin fortsat solide repræsentation i top 10 med 6 institutioner tyder udviklingstendenserne på, at USA bør skærpe sit fokus på repræsentationen i den øvrige del af skalaen. Statistikken taler også for sig selv, idet 5 amerikanske institutioner i år er røget ud af top 100, og 4 institutioner er røget helt ud af listen. USA's svækkede position giver plads til flere institutioner fra Japan, Hong Kong, Malaysia og Syd Korea, hvis fremgang bl.a. skyldes internaliseringen af professorer mv. fra oversøiske institutioner med henblik på at styrke den internationale profil og synlighed.

Vicedirektør i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Hans Müller Pedersen (nr. 3 fra venstre) bliver indført i en ny revolutionerende fosterdiagnoseteknologi udviklet på Chinese University of Hong Kong – sandsynligvis i top 10 blandt dette årtis nye opfindelser. Johnny Mogensen kigger med.

Generelt synes der at være bred politisk enighed om, at uddannelse er en helt fundamental grundsten i Asiens fremtid. Uddannelse per se er imidlertid ikke nok til at løfte Asiens udvikling – det skal være den rigtige form for uddannelse, hvilket har været på f.eks. den kinesiske dagsorden siden uddannelsesreformer påbegyndte i 1998. En stadigt mere vidensorienteret verden stiller en række nye krav til uddannelsessystemerne – de færdigheder, der er nødvendige for at klare sig i samfundet, er nogle helt andre, end de der traditionelt har været gældende. Akademiske kompetencer og specifikke egenskaber er ikke længere nok. I stigende grad er det samarbejdsevner, og generelle problemløsningskompetencer, der illustrerer udviklingstendenserne i det internationale uddannelsessystem, og som samtidig også cementerer det faktum, at en ny uddannelsesmæssig verdensorden er under opbygning. USA og Europa vil utvivlsomt fortsat være stærkt repræsenteret i den uddannelsesmæssige verdensliga i årene der kommer, men den fortsatte anglosaxiske dominans synes tvivlsom.

• Stanford og UC Berkeley: 2 og 3 i verden
• Internationale rankings har en stigende betydning