Fra Buddenbrooks til Horizon 2020
På mange måder minder Europas krise mig om Buddenbrooks; Thomas Manns storværk, hvor en tysk rigmandsfamilie i Hansestaden Lübeck gradvist forfalder og opløses.
Helt så galt går det forhåbentlig ikke for gamle Europa, men det vakler; manglende mådehold og fremtidssikring truer en række medlemslande med alvorlig fare for at smitten breder sig. Bankeråt er ikke længere bare en hyggelig café i Nansensgade, det er også europæisk virkelighed.
Den finansielle og økonomiske krise præger selvsagt dagsordenen for det danske EU-formandskab, som netop er skudt i gang.
Men der synes i stigende grad at være enighed om, at Europa både skal spare og investere sig ud af krisen - og derfor er uddannelse, forskning og innovation ikke længere et inferiørt anliggende for de få men et europæisk vækstområde.
Derfor er Horizon 2020 det store nummer i det danske formandskab på forsknings- og innovationsområdet.
Horizon 2020
Der tages fat på forhandlingerne om Horizon 2020 i det danske formandskab og vores ambitiøse mål er at nå en partiel generel approach – det betyder, at vi skal blive enige om hovedlinierne og opbygningen af rammeprogrammet – men uden at tale om penge, da EU's samlede budget først slutforhandles i løbet af 2013.
For at komme bedst muligt fra start har uddannelsesministeren inviteret sine europæiske ministerkollegaer, EU-kommissionen og andre nøglepersoner til først en ministerkonference og dernæst et uformelt ministerrådsmøde onsdag og torsdag i denne uge.
Det hele foregår i Bella Centeret – og lige nu pukler vi bogstavelig talt i døgndrift for at få alt på plads – fra indholdet i vores Presidency Paper, til detaljerne i ministerens drejebog, og hvordan man får 27 ministre gennet ind i en bus på den venlige men bestemte måde.
Mange har den opfattelse, at EU-arbejdet foregår på de bonede gulve. Det gør det også, men langt fra kun. Planlægningen og forarbejdet er enormt bag kulissen, men kan vi på nogen måde medvirke til at forhindre, at vi ender som Buddenbrooks, så bærer det jo næsten lønnen i sig selv.





