Design has never been this cool
Mere end 500 ingeniører, designere, forskere og eksperter fra erhverveslivet har brugt den sidste uge sammen på Stanford University til International Conference on Engineering Design, ICED'09, under sloganet Design has never been this cool.
Mere end 500 ingeniører, designere, forskere og eksperter fra erhverveslivet har brugt den sidste uge sammen på Stanford University til International Conference on Engineering Design, ICED'09, under sloganet Design has never been this cool. ICED'09 er den 17. af sin slags og på sidstedagen blev det afsløret, at Danmark har vundet buddet om at afholde den 18. i rækken, ICED'11, Copenhagen.
Massiv dansk tilstedeværelse
Ikke færre end 20 forskere fra Danmark – fra DTU, IPU på DTU, AAU og SDU – deltog i konferencen. Jeg nåede min målsætning om at møde dem alle sammen samt overvære deres spændende præsentationer på konferencen. Det har været en uge, hvor jeg udover at møde en masse kloge mennesker også har lært en hel del om "designtænkning", ideudvikling, produktudvikling, bæredygtigt design og meget, meget mere.
Dansk økologisk workshop
Tim McAloone og Niki Bey fra DTU og IPU fik æren af at afholde en af de få dagslange workshops på konferencen. Workshoppen om øko-design, havde flere end 60 deltagere, og var baseret på DTU-forskernes samarbejde med Panasonic.
Formålet var, at forskere og Panasonic folkene sammen – og i løbet af workshoppen – skulle udvikle innovative redskaber og teknikker til at konceptualisere det øko-venlige "home system of the future", dvs. elektriske apparater i hjemmet, der pga. design, materialevalg og produktion har en længere livscyklus, er "intelligente" og dermed belaster miljøet mindre.
Keynotes: IDEO og d.school
Keynotes på konferencen var bl.a. medstifter og partner Dennis Boyle fra IDEO og professor Bernard Roth fra Stanfords d.school. IDEO, hvis stifter Bill Mogridge bl.a. sidder i Innovation Center Denmark's Advisory Board, er med 500+ ansatte og afdelinger over det meste af verden blandt verdens mest succesrige virksomheder inden for design og innovation. Boyle forklarede os, at IDEOs succes skyldtes, at de var blandt de første i verden, der benyttede sig af, hvad han kaldte en humanistisk/menneskebaseret tilgang til design. Herudover sørger de for, at de fra starten integrerer software design i industrielt design.
Roth forklarede under overskriften "From design of Objects to Design of (Almost) Everything", hvordan man på d.school træner studerende fra forskellige fagområder i at løse problemer fra den virkelige verden vha. "design tænkning". Roth forklarer "design thinking" som dét at tage udgangspunkt i, hvordan vi kan anvende brugerfokus, empati, prototyping, eftertænksomhed og skift af perspektiver til problemløsning. Konceptet er i øvrigt så populært, at det er blevet kopieret i Tyskland.
The world's worst kept secret: ICED til Danmark i 2011
Hvad Tim McAloone betegnede som "the world's worst kept secret" blev "afsløret" på konferences sidste dag. Danmark og DTU er blevet valgt som vært for den næste ICED, der skal afholdes i 2011. Alle forskerne fra Danmark kom op på hovedscenen med danske flag til klapsalver fra salen, og jeg sad blandt deltagerne og blev helt rørt og med associationer til store danske triumfer som vores 1992 EM-fodboldsejr og vores Melodi Grand Prix-sejr i 2000. Næsten da ;-)







