USA blæser til kamp mod uddannelsesnedsmeltning
Det går ned ad bakke for den almindelige amerikaner, når det drejer sig om at få sig en videregående uddannelse. Kun 40.4 pct. gennemfører en videregående uddannelse. Nu skal skuden på ret køl.
Når man sidder her på Innovation Center Denmark, som nærmest er placeret i Stanford's baghave, kan man godt glemme det. For selvom Stanford, UC Berkeley og alle de andre universiteter i Californien er blandt verdens allerbedste, så går det desværre ned ad bakke for den almindelige amerikaner, når det drejer sig om at få sig en videregående uddannelse.
USA: Fra 1. plads til bundplacering
Fra at have været førende i verden i 1980'erne, som den nation med flest videregående uddannelser blandt 25-34-årige, er USA nu rutsjet ned på en 12. plads på OECD's opgørelse (PDF) blandt 36 vestlige lande. Kun 40.4 pct. gennemfører en videregående uddannelse. Den gule førertrøje går i stedet til Canada, hvor 55.8 pct. af den voksne befolkning har en videregående uddannelse.
Danmark ligger i øvrigt på en lidet flaterende 13. plads. Det skyldes, at danskere typisk bliver færdiguddannet i en højere alder, hvilket opgørelsen ikke kan tage højde for. USA er endelig det eneste land i opgørelsen, hvor de nye generationer ligefrem er ringere uddannede end deres forældre. Det sidste er særligt bekymrende for amerikanerne.
Kæmpe frafald – særligt blandt minoriteter
Denne triste nyhed er ikke gået ubemærket hen. For nyligt bragte den toneangivende avis New York Times nyheden, at USA nu er så bagud, at det går ud over konkurrenceevnen. Samme avis brugte efterfølgende spalteplads på en leder med titlen: 'USA går i sort'.
Men hvad i alverden kan forklare USA's dramatiske rutsjetur på uddannelsesstigen? William Kirwan, rektor på US Maryland, peger på, at den amerikanske indsats på uddannelsesområdet i mange år ensidigt har fokuseret på at få gymnasieelever til at påbegynde en uddannelse. Det betyder, at der har manglet et fokus på frafald.
Resultatet er, at selvom flere i dag fortsætter en videregående uddannelse, er frafaldet eksploderet de seneste årtier. Her er det minoriteterne, der tegner sig for en stor andel. Kun 30 pct. af afroamerikanere mellem 25 og 34 år har en videregående uddannelse. For latinoerne er tallet helt nede på 20 pct.
Nu skal skuden på ret køl
Sidste år annoncerede præsident Barack Obama sit "Graduation Initiative". Ifølge præsidentens oplæg skal andelen af studerende, der fuldfører en videregående uddannelse, forøges med 5 mio. inden 2025.

- Officielt billede fra Det Hvide Hus. Foto: Pete Souza.
Også i det amerikanske råd for videregående uddannelser, College Board, blæses til kamp mod det stigende frafald og de manglende studerende. I en rapport præsenteres 10 punkter, der skal vende skuden 180 grader. Punkterne omhandler særligt initiativer, der skal forbedre rådgivningen samt programmer til at fastholde de unge i uddannelsessystemet – lige fra folkeskolen og frem til den videregående uddannelse.
Stanfords d.school smøger ærmerne op
Et af de områder, hvor der, ifølge College Board, nu skal blæses til kamp, er på folkeskole og ungdomsuddannelse, det såkaldte K12-område. K12 er en forkortelse for kindergarten til 12. klassetrin, som er det sidste klassetrin for gratis uddannelse i USA. Det dækker også over skolebørn i alderen 4-19 år. Her skal der gribes ind med ekstra undervisningstilbud, økonomisk støtte o.l.
Et af de steder, hvor man allerede har fingrene godt nede i den amerikanske uddannelsesmuld, er på det prestigefyldte Stanford University. Her forsker en af vores strategiske samarbejdspartnere, d.school, i hvordan læringsmiljøet forbedres i skoler og gymnasier for K12-gruppen. Under sloganet 'Adding Innovation to Education' viser d.schools forskning fordelene ved at lade fagområderne design, arkitektur og pædagogik mødes i klasseværelset.

- d.school’s projekt Nueva School.
Et eksempel på d.school's arbejde med læringsmiljøer er Nueva School i Californien. Her har man bl.a. afsat tid og rum, til at eleverne en gang om ugen kan arbejde med egne projekter. Dertil fandt forskerholdet, at tilbageholdende elever typisk er utilpasse ved klassisk tavleundervisning. Derfor byggede forskerne særlige borde, hvor bordpladerne er udskiftet med white boards. Her kan eleverne i mindre grupper arbejde om de udstukne emner, skrive undervejs og senere præsentere for klassen.
d.school har gratis rundture hver 14. dag, så hvis du er i området og interesserer dig for uddannelsesforskning, så kom forbi og bliv inspireret.





USAs universiteter i verdenstop