Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Lars Beer Nielsen
Sted: Silicon Valley, Californien USA
Lars Beer Nielsen
Lars Beer Nielsen var Uddannelsesministeriets udsendte forsknings- og teknologiattaché i Silicon Valley 2008-2012. Lars har tidligere arbejdet som forskningskonsulent i DI og som ministersekretær i Videnskabsministeriet. Han er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og University of Washington i Seattle.
 
16.11.2011

Occupy Cal!

Occupy Wall Street-demonstrationerne har på knap to måneder spredt sig til resten af USA. Også til UC Berkeley, der betegnes "Cal". Deltagerne er både studerende og professorer.

Demonstration
Demonstration i 2009. Foto: Lars Beer Nielsen.

Occupy Wall Street, der startede i New York Citys financial district 17. september i år, har på knap to måneder spredt sig til resten af USA og store dele af verden. Der er nu registreret Occupy events i 951 byer i 82 lande. Også til San Francisco, hvor jeg bor, og til Oakland øst for San Francisco, der oplever de voldeligste sammenstød i USA. Det hænger formentlig sammen med, at Oakland er blandt USA's absolut fattigste, farligste og dødeligste byer. Occupy Berkeley og Occupy Cal er seneste knopskud, og ikke mindst Occupy Cal har de seneste dage fået en masse uønsket national opmærksomhed (senest i dag, hvor politiet skød en bevæbnet mand ifbm. demonstrationer på campus).

Occupy Cal: "Reclaim UC!"

Occupy Cal finder sted på UC Berkeley (UC Berkeley betegnes "Cal") og deltagerne er både studerende og professorer fra UC Berkeley, ligesom der er deltagere fra Occupy Oakland, Occupy Berkeley og fra mange af de andre uddannelsesinstitutioner i Berkeley og omegn.

Tag University of California tilbage

Occupy Cal's slogan er "Reclaim UC", hvilket bedst kan oversættes til "Tag University of California tilbage". Demonstranterne kæmper først og fremmest for at at gøre offentlig uddannelse betalelig for studerende ("public education should be a public good") ligesom de er skeptiske over for Berkeleys strategi med at gå efter private forskningsdonationer (fx var der massiv kritik, da Berkeley fik 500 mio. USD fra BP til at forske i fremtidens biobrændsel, idet kritikere pegede på, at det skævvred forskningen).

Berkeley-professorerne er med

Jeg blev selv ufrivilligt del i demonstrationerne, da jeg var på Berkeley tidligere i dag, hvor demonstranterne annoncerede "Åbent universitet". Her talte jeg bl.a. med en historieprofessor, der tog aktiv del i demonstrationer og telt-besættelser. Han forklarede, hvordan der også er en national politisk dimension i demonstrationerne. Han var selv glødende demokrat, som så mange andre af sine kollegaer på campus.

Demokrater dominerer på Berkeley

Ifølge en undersøgelse fra New York Times er op imod 90 pct. af UC Berkeleys professorer erklærede demokrater. Der er derfor generelt stor forståelse blandt professorerne for de studerendes frustrationer over bl.a. de voldsomme stigninger i tuition de seneste år (jeg har tidligere blogget om dette under overskriften UC Berkeley: Verdens bedste universitet, men hvor længe?).

Berkeleys aktivisthistorie

Berkeley har siden 1960'erne haft ry for studenteraktivisme, bl.a. i forbindelse med den berømte Free Speech Movement i 1964 og modstanden mod Vietnam-krigen. Der har også været voldsomme sammenstød bl.a. ifbm. People Park-protesten i 1969, hvor det endte med at US National Guard blev indkaldt, hvilket resulterede i meget voldelige sammenstød. I de tre år jeg er kommet på campus, har jeg gentagne gange oplevet demonstrationer samt også sammenstød med Berkeley politi, og jeg har endda prøvet at være til konference i en bygning, der blev besat, se blog hér.

Demonstrationerne fortsætter

Senere på ugen er der planlagt nye demonstrationer på Berkeley og da jeg igen har møder på campus, får jeg desværre lejlighed til at følge udviklingen på første række. Jeg håber for alles skyld, at der bliver færre direkte konfrontationer. En løsning er nok for meget at håbe på lige nu.

Del