Farvel og på gensyn Californien!
Efter de tre bedste år i mit liv rykker jeg teltpælene op i Californien og vender tilbage til Danmark.
Farvel og på gensyn Californien!
Sikke en uge. I morgen har vi DTU prof. Lars Kai Hansen på Stanford og Google, hvor han skal fortælle om sin forskning. I overmorgen har vi prof. Paul Michael Petersen på UC Berkeley. Herefter skal vi holde styr på 150 deltagere til fotonik workshop og virksomhedsbesøg i samarbejde mellem DTU, AAU, UC Berkeley og Stanford. Så holder vi afskeds- og velkomst reception på centeret. Og lørdag ja så skal jeg – efter tre år og tre måneder – rykke teltpælene op og retur til Danmark.

- Innovation Center Denmark teamet i Palo Alto. Dem kommer jeg til at savne!
Overlevering af hus, bil … og job!
De sidste par uger har budt på roadtrip rundt i Californiens forskningslandskab med vores nye forskningsattaché Mikkel Bülow Skovborg. Vi skal have overleveret så mange personlige kontakter som overhovedet muligt.

- Et af frynsegoderne ved jobbet er god californisk vin og et uundværligt element i matchmaking!
Mikkel er en god kollega fra en snart fjern fortid i DI. Mikkel er flyttet med familien ind i vores hus i San Francisco. Han har overtaget nøglerne til vores bil (som jeg i sin tid overtog fra min forgænger Søren Nedergaard!) og fra og med næste uge har Mikkel også overtaget mit job.

- Vi holder workshop med bl.a. prof. Terry Winograd, der stod bag Google-drengene!
Nytter det overhovedet noget?
De seneste uger har givet anledning til en del tanker over, hvad vi laver i Silicon Valley og om det er besværet værd. Først og fremmest har jeg lært, at personlige relationer betyder alt. Jeg synes virkelig, at vi har gjort en forskel med vores tilstedeværelse her i Californien. I løbet af de seneste tre år har jeg mødt i 100-vis af forskere og udviklere og opbygget tætte, tillidsfulde relationer til mange af dem. Det mener jeg i al ubeskedenhed har gjort en forskel ift. at få etableret aftaler om møder, udvekslinger, samarbejder mv. mellem Danmark og Californien.

- En del af jobbet er også at være turguide – her for ex–minister og rektorer på Stanford.
De tre bedste år i mit liv!
Når jeg vender hjem til Danmark om få dage, vil jeg se tilbage på tiden som udsendt som de tre bedste år i mit liv.

- Selvportræt fra Stanford-konference i 2008 efter 3 dage i nyt job. Første og eneste gang med slips i 3 år (!).
Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, så vil jeg savne Californien, de venner, vi har fået her, kollegaerne og oplevelserne ifbm. arbejdet. Jeg vil også savne naturen, det gode vejr, maden, vinen og vores families hverdag i San Francisco. Men jeg vil også glæde mig over at være tilbage i Danmark. Det skal blive godt at se familie og venner mere regelmæssigt, at få en base i Danmark og starte på et nyt eventyr – både på jobbet og med familien.
Og hvad så nu?
På søndag skifter vi cityliv i San Francisco ud med et bofællesskab på landet uden for Lejre (!).
Jeg starter samtidig på nyt job i FIVUs kontor for strategi og udvikling, hvor jeg forhåbentlig bl.a. skal bidrage til arbejdet med Danmarks nye innovationsstrategi.
Jeg glæder mig til de nye udfordringer og ser frem til at følge Mikkel og innovationcenterets arbejde med at bygge bro mellem Danmark og Silicon Valley.





På gensyn
Held og lykke med dit næste eventyr.