Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Lars Beer Nielsen
Sted: Silicon Valley, Californien USA
Lars Beer Nielsen
Lars Beer Nielsen var Uddannelsesministeriets udsendte forsknings- og teknologiattaché i Silicon Valley 2008-2012. Lars har tidligere arbejdet som forskningskonsulent i DI og som ministersekretær i Videnskabsministeriet. Han er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og University of Washington i Seattle.
 
05.01.2012

Historien om en Christianiacykel på vej over Atlanten

Gemt under:

Matchmaking er mit levebrød, men hvordan realiserer vi et match? Her en fortælling om Christianiacyklen, der bidrog til matchmaking mellem Region Midt og Saul/Otherlab via innovationscenteret.

Partykilleren

Vi har nok alle sammen prøvet at sidde til et selskab med folk, vi ikke kender og så få stillet de obligatoriske spørgsmål om, hvad vi arbejder med. Dit svar kan både resultere i, at folk kigger helt blanke på dig, hvorefter samtalen dør, inden den gik i gang.

Og andre gange sætter det gang i en livlig snak. I mit sidste job arbejdede jeg som ministersekretær for Helge Sander. Hér var det som regel det sidste, der skete ;-) Det kommer selvfølgelig også an på, hvordan man præsenterer dét, man arbejder med.

Matchmaking? Hvad er det?

Jeg plejer at sige til folk, at jeg arbejder med match-making. Når de så spørger, hvordan det foregår, så bliver jeg lidt mere flakkende i blikket. Det har typisk mange former, og et af de seneste eksempler er faktisk historien om en Christianiacykel, der pt. er på vej over Atlanten.

I en nedlagt orgelfabrik i San Francisco ...

Saul Griffith
Saul Griffith driver et lab med geniale forskere og udviklere. Cody Pickens (Inc.com).

For nogle uger siden havde jeg besøg af to danskere fra Teknologisk Institut. De fortalte mig om en fantastisk iværksætter, Saul Griffith, som drev et lab med geniale forskere og udviklere, "Otherlab", i en nedlagt orgelfabrik midt i San Francisco's Mission District.Jeg blev så inspireret, at jeg besluttede mig for, at vi måtte have Saul med i vores netværk.

Saul's drøm om en Christianiacykel

Igennem en introduktion fra mine venner fra TI fik jeg hul igennem til Saul, og vi fik aftalt, at han kom ned på vores center for at holde et oplæg for en stor dansk erhvervsdelegation, vi havde på besøg.

Martin Vesterby
Martin Vesterby med oppustelige robotlemmer i Otherlab.

Oplægget var fremragende og én af deltagerne, læge og innovatør fra Region Midt Martin Vesterby, var så inspireret, at han fik aftalt et besøg til Saul's Lab. Som forberedelse til mødet havde vi læst en artikel i Inc.com, hvor det bl.a. fremgik, at en af Saul's hedeste ønsker var en Christianiacykel.

Under besøget hos Saul fik vi spurgt ind til cykeldrømmen. Og den var god nok. Da Martin samtidig var ellevild med Saul's teknologi, var vejen banet for et samarbejde. Og kronen på værket var her, at Martin fik bestilt en Christianiacykel i København, og jeg fik overtalt min efterfølger Mikkel om at tage den med i sin møbelcontainer.

Hvorfor sådan en lang historie om en cykel?

Robotelefant
Selvportræt sammen med Saul's oppustelige robotelefant.

Cyklen skal gerne være en del af det kit, der binder innovationscenteret, Region Midt og Saul/Otherlab sammen. Saul oplevede, at vi var godt forberedte, opmærksomme på hans behov og i stand til at levere noget, som han gerne ville have.

Vi har fået bygget en relation til Saul, og når alle de andre forhold i øvrigt også er opfyldt (dvs. der skal være gensidig interesse, et komplementært match og strategisk interessant), så er vejen banet for et godt match på tværs af Atlanten.

Nu er det så op til Region Midt og Saul at få noget spændende teknologisamarbejde ud af det!

Del

Historien om en Christianiacykel på vej over Atlanten. - Innovation?

Skrevet af Svend-Erik Runberg den 05.01.2012 18:32
Overskriften antyder,at Christianiacyklen nu også fås som vandcykel :-)

Svar til Svend-Erik

Skrevet af Lars den 07.01.2012 16:25
Kære Svend-Erik
Haha, ja du har ret. Jeg var vist ikke helt præcis. Den er naturligvis ombord på et containerskib ;-)
Bh. Lars