Videre til indhold | Videre til menunavigation
Nyt fra ministeriet
Publikationer fra ministeriet
|
28.01.2009
Just another week at the officeGemt under:
Før jeg rejste til USA for et par måneder siden, havde jeg faktisk svært ved at forestille mig, hvordan mit arbejdsliv som forskningsattaché i Silicon Valley ville forme sig. Nu sidder jeg her en søndag morgen og ser tilbage på en typisk uge på kontoret. Jeg skal med det samme beklage, at bloggen er lidt længere, end hvad jeg planlægger at udsætte jer for i fremtiden. Mandag: Stanford og dansk entreprenøråndMANDAG deltog jeg i European Innovation Thought Leaders program, der udover at være en graduate class på Stanford med mere end 200 deltagere, samtidig er et udstillingsvindue til Europa og europæiske entreprenører. Jeg fik ca. fem min. til at introducere det danske F&U-landskab og give en kort status over dansk F&U og iværksætteri. Bagefter var der spændende oplæg fra bl.a. danske Martin Friid-Nielsen og den berømte franske blogger og iværksætter Loic Le Meur. Oplæggene streames og offentliggøres på bl.a. facebook. Om aftenen var der middag i Stanfords faculty club, hvor jeg fik æren af at sidde ved siden af professor Larry Leiffer, der er director for Stanfords Center for Design Research og er medstifter af Stanfords designskole, dscool, som vi håber at kunne få et samarbejde med. Tirsdag: 9 timers tidsforskel giver tidlige telefonmøderTIRSDAG morgen kl. 7 havde jeg telefonmøde med den nye deskofficer for Silicon Valley i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Are Straume. Are er født af forældre fra Sri Lanka, opvokset i Norge, bosat i Sverige og arbejder i København. Han er med andre ord klædt godt på til internationalt arbejde. Are og jeg kender heldigvis hinanden godt, men var enige om, at vi hellere måtte få en snak om foretrukne arbejdsgange, kommende fælles projekter mv. Nogle gange er e-mails bare ikke nok. Fik jeg sagt, at resten af dagen gik med at svare og skrive e-mails? Onsdag: IBM's service science og cloud computingONSDAG besøgte jeg IBM's forskningshovedkvarter i Almaden – placeret smukt og isoleret i bjergene. Min kollega Eva og jeg havde et møde med lederne af IBM Service Science. Wikipedia giver en god forklaring på, hvad Service Science er. Vi hørte også om IBM's cloud computing. Endelig tilbød IBM at være vært for danske ph.d.-studerende og studerende, der havde mod på et forsknings- eller praktikophold hos IBM. Ved lidt af et sammentræf kunne jeg allerede torsdag sende én dansk praktiksøgende videre til IBM, og alle er velkomne til at sende mig en mail, hvis fx et forskerophold hos IBM har interesse. Torsdag: Nyt konsortium for sunde fødevarerTORSDAG startede med endnu et kl. 7 telefonmøde med de amerikanske og danske folk bag det nye konsortium for sunde fødevarer. Den fælles forskning er i gang, og nu skal samarbejdet formaliseres, og der skal skabes overblik over deltagende danske forskere. De amerikanske forskere findes allerede i et meget avanceret datasæt, der løbende afdækker forskningskeywords, typer af ekstern finansiering, publiceringer mv. Formålet er at sikre, at konsortiet, når der opslås grants, hurtigt kan sammensætte den rigtige forskningsgruppe, der sammen med en professionel grantwriter kan udarbejde en god ansøgning. Der var også enighed om, at næste store arbejdsseminar skal afholdes i København i efteråret 2009. Fredag: Fugleinfluenza-forskning og YounoodleFREDAG kørte Nicole, min praktikant, der netop er indfløjet fra København, og jeg til UC Davis, hvor vi mødtes med den danske professor Preben Willeberg. Willeberg har haft en ekstraordinær karriere med banebrydende forskning og et 30-årigt professorat i epidemiologi ved det tidligere KVL (KU-LIFE), 6 år som prorektor samme sted, 8 år som veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen og de sidste to år har Willeberg sammen med sin gruppe forsket i fødevaresikkerhed på Davis.
Willebergs seneste projekt er et fantastisk BioPortal-system; et web-baseret it-system, der giver forskere en platform for kontinuerlig geografisk at afdække og analysere, hvordan fx mund- og klovsyge og fugleinfluenza spreder sig. Alle interesserede kan benytte BioPortalen kvit og frit og med egne data, hvis de skriver til Willeberg, pwilleberg@ucdavis.edu (billedet). Næste skridt er at få Willeberg knyttet til vores konsortium for sunde fødevarer, og vi har efterfølgende fået sat møder op med de amerikanske ledere af konsortiet. Inden fyraften fredag kørte vi til San Francisco, hvor vi mødtes med Rebeca Hwang, stifter af Younoodle, der bedst kan beskrives som en slags facebook for startups. Rebeca dukkede op med sine nye danske medarbejder Torsten Kolind, der kommer fra et job som direktør i Venture Cup. Rebeca er født i Korea, opvokset i Argentina og bosat i USA. Hun er 27 år gammel og har bl.a. vundet medaljer for Argentina til OL i både Kemi og Fysik, hun har fået udtaget 3 patenter, hun fik et fuldt scholarship til MIT, er PhD-studerende på Stanford, vicepræsident i Stanfords studenterforening BASES og er pt. i gang med sin 2. startup virksomhed. Rebeca og Torsten vil samarbejde med os om et dansk-amerikansk entreprenørskabsprojekt for universitetsstuderende, så det skal vi have set nærmere på de kommende uger. Fredag aften tilbragte jeg sammen med min kone Helena i San Francisco (SF). Vi forelsker os mere og mere i den by, og vi fortsatte en tilbagevendende snak om det fornuftige i at bosætte os i Palo Alto (5 min. fra kontoret og 40 km syd for SF), når vi nu kunne have valgt SF. De endeløse rækker af biler kl. 22 fredag aften på Highway 101 på vej hjem fra SF gjorde os dog endnu engang sikre på, at vi har valgt det rigtige sted at bo. Når man nu ikke kan flytte innovationscenteret sydpå ... |
|
