Lær hvordan du starter din egen forretning på en uge
Lyder det for godt til at være sandt? Det er det faktisk ikke. Vores gode samarbejde med UC Davis' Center for Entrepreneurship betyder, at Danmark kan sende dygtige kandidatstuderende, ph.d.-studerende og forskere af sted på et ét-uges kursus i entreprenørskab.

- UC Davis har allieret sig med en imponerende række af eksperter, der ugen igennem hjælper deltagerne med at finpudse deres ideer.
Den eneste forudsætning er, at man skal medbringe en god idé. Gerne én idé fra laboratoriet som kan bringes ud på markedet med lidt hjælp fra Californien.
Fra den 13. til den 17. juni afholder UC Davis sit årlige entreprenørskabsakademi i grønne teknologier. Det intensive program byder på 5 dage med seminarer, mentorsessions og præsentationer, som skal klæde deltagerne bedre på til at tage deres idéer til markedet.
Til dette formål har UC Davis allieret sig med en imponerende række virksomhedsfolk, advokater, venturekapitalister og andre eksperter, der ugen igennem hjælper deltagerne med at finpudse deres ideer.
Nyt kursus i biomedicin
Som noget nyt tilbyder UC Davis i år endnu et iværksætterakademi med fokus på biomedicin henvendt til dygtige studerende og forskere, der arbejder med biomedicin og biotek.Biomed Engineering Entrepreneurship Academy, som kurset hedder, finder sted fra den 27. juni til den 1. juli og er et samarbejde mellem UC Davis' Center for Entrepreneurship og universitetets Biomedical Engineering Department.
Fra laboratorium til marked

- UC Davis Center for Entrepreneurship ligger i Californien.
Det primære mål med entreprenørskabsakademierne er at hjælpe den enkelte forsker eller studerende med at forstå og udforske potentialet i deres idé eller teknologi. Derfor undervises deltagerne ikke bare i iværksætteri og opstart af virksomheder, men også i hvordan man for eksempel beskytter sin idé gennem patenter eller kan indgå partnerskaber med etablerede virksomheder. Målet er hele tiden at udforske og forbedre teknologiens markedspotentiale.
Ikke så meget snak – bare gør det!
Som deltager på kurserne skal man ikke regne med at bruge for meget tid med næsen i teoribøgerne; tilgangen er udtalt praktisk, som det i øvrigt generelt er kendetegnet ved iværksætterkurser her i Californien. Man lader det ikke blot blive ved snakken, man gør det; man skriver forretningsplanen, man pitcher for venturekapitalisterne, man netværker med industrieksperterne.
I det hele taget er kurserne tæt knyttet til erhvervslivet, som flittigt inddrages som mentorer, oplægsholdere og som gæster til netværksarrangementer. Der er med andre ord fantastiske muligheder for at skabe sig et godt netværk, hvilket jo er en vigtig faktor på vejen fra idé til marked.
Hvis dette har fanget din interesse, kan du læse mere og tilmelde dig UC Davis' entreprenørskabsakademier her. Du er også meget velkommen til at kontakte os med yderligere spørgsmål.
E-mail: lbn@innovationcenterdenmark.com

- Februars akademi havde fokus på sunde fødevarer. Blandt de danske deltagere var kandidatstuderende, phd.-studerende og forskere fra CBS, KU LIFE og DTU.




