Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Lars Beer Nielsen
Sted: Silicon Valley, Californien USA
Lars Beer Nielsen
Lars Beer Nielsen var Uddannelsesministeriets udsendte forsknings- og teknologiattaché i Silicon Valley 2008-2012. Lars har tidligere arbejdet som forskningskonsulent i DI og som ministersekretær i Videnskabsministeriet. Han er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og University of Washington i Seattle.
 
15.09.2011

Job ledigt i Californien

Nabo til facebook, AOL, Microsoft, HP og Nokia. San Francisco, en fascinerende by at leve og arbejde i. Har du lyst til at overtage min stol i Silicon Valley?

"California Avenue. How exotic!"

Hver morgen tager jeg cyklen med i toget fra San Francisco til Palo Alto for at komme på arbejde. Alle cykelpendlere stabler cyklerne efter destination. Jeg skal af på "California Avenue", hvilket fik en af mine medpendlere til at udbryde "How exotic!". Og han har jo ret.

San Francisco
San Francisco rummer både en skræmmende og fascinerende portion mangfoldighed. Det er en by, man forelsker sig i.

Californien er eksotisk og eventyrligt. Her kan man starte sin morgen med at surfe på Maverick-bølger i Stillehavet, spise frokost på en Michelinstjerne-restaurant i San Francisco, køre gennem det smukke vinland Napa for endelig at lande i f.eks. Lake Tahoe til en aftentur på ski.

Vejrudsigten: 17 C i San Francisco. 27 C i Palo Alto!

I dag er ingen undtagelse. Min 2-årige datter kipper her til morgen persiennen i soveværelset og udbryder "Where is solen?". Solen har gemt sig bag en tyk tåge, der har et fast greb i San Francisco i store perioder af året. Kombineret med en hård eftermiddagsvind gør det fleecetrøjer til byens største turistsællert. Man skal blot køre 20 min. sydpå, og så stiger temperaturen fra 17 C til 27 C. Uanset tågen og pendleriet til Palo Alto, så har jeg nu alligevel tabt mit hjerte til San Francisco.

Byen rummer en både skræmmende og fascinerende portion mangfoldighed. Det er en by, man forelsker sig i. Med sine 47 bakker, sit smukke victorianske bybillede. Samlet som den er i en knyttet næve omkranset af Stillehavet og bugten og med Golden Gate Bridge og Bay Bridge som eneste getaways mod nord og øst. Og fik jeg nævnt, at byen er fyldt med spændende mennesker og oplevelser samt fantastisk mad, vin, øl og kaffe?

Nabo til facebook, AOL, Microsoft, HP og Nokia

Innovation Center Denmark ligger i Silicon Valleys epicentrum Palo Alto 50 km syd for San Francisco. På samme vej som bl.a. facebook, AOL, Microsoft, HP og Nokia og ca. 10 min. fra Google, Apple og Stanford University samt den mytiske "Sand Hill Road", hvor 1/3 af verdens venture kapital er samlet. Noget af et smørhul for technørder og innovationslystne.

Klondike og opstartsmiljø på centeret

Prins Henrik besøg
Kongeligt besøg midt i en travl hverdag.

Jeg er den eneste på centeret, der har en fortid i et ministerium. Mine kollegaer kommer med meget forskellige baggrunde. De fleste har boet i USA i 5-10 år. De er alle super dygtige og gode "oversættere" for mig i dagligdagen. Og indimellem kan jeg oversætte den anden vej, hvis der f.eks kommer et cirkulære fra Asiatisk Plads eller Bredgade.

Herudover har vi 4 dygtige og energiske kandidatstuderende fra DK i praktik hvert halvår. Vi er samtidig omringet af opstartsvirksomheder, og det præger miljøet på centeret, der er sådan lidt Klondike med masser af gåpåmod, energi, entreprenørskabsånd og stor lyst til at bygge bro mellem Danmark og Silicon Valley.

Kirsten Giftekniv i forskningsverdenen

Jeg skal være med til at understøtte nye og etablerede forskningssamarbejder mellem Danmark og Californien. På den måde er jeg en slags "Kirsten Giftekniv". Et godt ægteskab forudsætter i hvert fald tre ting: 1) at partnerne er tiltrukket af hinanden (dvs. vi skal finde gode danske forskere, der arbejder inden for områder, der interesserer forskere på f.eks. Stanford og UC Berkeley og vice versa), 2) at de matcher hinanden (dvs. at forskningen er komplementær) og endelig er det jo ofte hjælpsomt, at forældre og venner bifalder valg af partner (det kan hér oversættes til at forskningsområderne er af strategisk betydning for Danmark).

Dansk delegation
Besøg fra dansk delegation med Videnskabsministeren i spidsen.

Ud fra denne ægteskabsformel har vi prioriteret samarbejder inden for bl.a. grøn teknologi, sunde fødevarer og sundheds-it. Det er udfordrende at bygge partnerskaber på tværs af Atlanten og de 9 tidszoner, men når vi satser på de rigtige partnere og områder, så kommer der en masse spændende ud af det.

It's not who you are but who you know!

En af de store udfordringer ved mit job har været behovet for at opbygge et netværk. De første gange jeg stod til en konference og skulle "arbejde mig igennem rummet" med mine nye skinnende visitkort, var det med en del sommerfugle i maven. Men som en venlig amerikaner forklarede mig, "det er ikke, hvem du er, men hvem du kender, der betyder noget". Heldigvis er californierne utrolig professionelle netværkere, og i dag har jeg fået et godt netværk, som er uundværligt i mit arbejdsliv.

Fra embedsmand til iværksætter

Den største professionelle omvæltning, jeg har oplevet de seneste tre år, har været udviklingen fra embedsmand til iværksætter. Jeg har ingen daglig chef, ingen mussamtaler, ingen faste arbejdsopgaver, ingen faste arbejdstider, meget rummelige succeskriterier og de tilgængelige ressourcer er vagt definerede.

Autoreply? Det bruger vi ikke hér!

Jeg har også haft 3 år uden autoreply på min e-mail. "Det bruger vi ikke hér", som en kollega venligt forklarede mig, da jeg ankom. På den ene side kan det godt give lidt stress, at alle altid er på 24/7 og forventer svar, uanset om det er weekend eller ej. På den anden side giver det en masse fleksibilitet, at jeg selv kan forvalte min arbejdsdag og opgaver.

De tre bedste år i mit liv!

Lars med familien
Jeg vil savne naturen, det gode vejr, maden, vinen og vores families hverdag i San Francisco.

Når jeg vender hjem til februar, vil jeg se tilbage på tiden som udsendt som de tre bedste år i mit liv. Jeg vil savne Californien, de venner, vi har fået her, kollegaerne og oplevelserne ifbm. arbejdet. Jeg vil også savne naturen, det gode vejr, maden, vinen og vores families hverdag i San Francisco. Men jeg vil også glæde mig over at være tilbage i Danmark. Det skal blive godt at se familie og venner mere regelmæssigt, at få en base i Danmark og starte på et nyt eventyr – både på jobbet og med familien.

Søg min stilling

Til de af jer, der har læst dette til ende, er der blot tilbage at sige: Se at få skrevet en ansøgning, hvis du tror, at dette job er noget for dig!

Del

Nyd det sidste

Skrevet af Bjørn Borbye Pedersen den 16.09.2011 10:20
Kære Lars

Spændende læsning. Jeg mærker helt stemningen på ny. Du måske huske at nyde den sidste tid. Hvad skal du i gang med når du kommer hjem? Er første destination VTU?

Jeg arbejder nu med innovation (strategi, system osv.) i Farvandsvæsenet.

Vi ses nok.

mvh Bjørn

Svar til Bjørn

Skrevet af Lars den 21.09.2011 18:08
hej Bjørn
Tak for din fine hilsen. Tillykke med dit nye job! Ja, vi forsøger at få det meste ud af vores sidste 4 måneder. Der er, som du skriver, en fantastisk energi her, så det er med at suge det hele ind. Ja, mon ikke, der finde et sted i VTU, hvor jeg skal arbejde, når jeg er retur...
Bh. Lars