Nikolaj Helm-Petersen

Tysklands månegris er en el-bil

Nikolaj Helm-Petersen — Fri, 31 May 2013 15:40:53 +0200

Mens Better Place i Danmark har indgivet konkursbegæring satser Tyskland - som led i landets samlede hightech-strategi - massivt på fælles offentlig-privat udvikling af standarder for fremtidens el-, gas- og hybridbiler. Faktisk har den føderale regering, delstater, bilproducenter og underleverandører samt brancheforeninger, universiteter og diverse institutter igangsat fire forskellige offentlige-private partnerskabskonsortier, som nu konkurrerer på livet løs om hvert sit bud på fremtidens tyske biler.

Beslutningskompetence: markedsmekanisme eller diffust spilteori-baseret gruppearbejde?

Dengang mor var dreng var det tekniske standarder som Betamax versus VHS der konkurrerende om kundernes gunst. Senere blev det DVD versus Blue Ray - og nu er det så (snart) forskellige typer af hybridbiler, elbiler og gasbiler, der slås om at blive standarden for fremtidens personbefordring i verdens mest bilglade land.

Mens den enkelte kunde selv vælger formatet for egen private afspilning af musik og film - så er situationen mere kompleks hvad angår fremtidens tyske privatbilisme. De enkelte bilproducenter kan meget vel udvikle nye biler og nye batterier. Men hvis ikke ’nogen’ samtidig investerer i nye opladere i Bundesrepublikkens mange p-huse og langs motorvejene så vil bilejerne stå med skægget i postkassen straks de kører uden for nærområdet.

Og for de mange asfaltejere i form af kommuner, delstater og vejdirektorat samt ikke mindste de 10.000vis af tankstationsejere, boligforeninger samt offentlige og private p-huse trænger spørgsmålene sig også på: Hvilke af de forskellige opladeformater skal vi mon satse på? Hvornår og hvordan skal vi begynde at udvikle og opbygge den nødvendige (el)bils-infrastruktur? Hvilke tekniske standarder bliver de foretrukne og ikke mindst - hvornår kan man forvente et afkast af sine investeringer?

Og så er der endda endnu flere tyske elbils-udfordringer:

De tyske elværker (travlt beskæftiget med at lukke og slukke de sidste atomkraftværker) skal nemlig også samtænkes med de kommende tyske elbiler. I fremtidens energiforsyningssystem skal strøm fra parkerede biler indgå som system-reservekapacitet. I de få timer (dage) om året, hvor der hverken er sol eller vind og hvor forbrugere og industri pludselige efterspørger særligt meget energi, vil det være nærliggende at tappe strøm fra bilbatterierne tilbage ind i el-nettet. Skrækscenariet (i landet hvor ting helst skal ske som planlagt og ikke mindst til tiden) er nemlig tyske blackouts i bedste tredjeverdens stil. Med en gysen husker vi november 2012 da Deutsche Bahn varslede aflysning af op til 30 procent af de planlagte tog i Nordrhein-Westfallen på særligt kolde dage pga. manglende strøm.
Yderligere en udfordring for den tyske bilindustri er den noget underlige situation at fremtidens bilister muligvis slet ikke gider eje en bil! Hvad nu hvis alle andre end børnefamilier og langdistancependlere nøjes med en delbilsordning? Hvem skal bilsælgerne så egentlig henvende sig til og hvordan træffes købsbeslutninger mon så? Delebilsordninger er i hastig tysk vækst og små ihærdige universitets spinouts konkurrere på livet løs med de store.

Samlet er der mange spørgsmål og få sikre svar. Man ender nemt i en hønen-eller-ægget diskussion - hvis altså ikke alle de forskellige aktører går sammen i partnerskaber om fælles afklaring af de teknologiske muligheder, kommende standarder og finansieringsmodeller mv.

Og hvad kan en dansk månegris så lære af tyske elbiler?

Mens nogle samfundsmæssige udfordringer er fælles (fx klimaudfordringer og risikoen for cyber-terrorisme) så er Tysklands demografiske udfordring omvendt langt større end den danske (hos os i Norden kan kvinder faktisk godt både være på arbejdsmarkedet og få børn). På samme vis har Danmark ingen bilindustri men vi har til gengæld en helt særlig udfordring i form af 20 millioner svin, der forurener en hel del. Så politikere, samfundet og forskerne i Danmark og i Tyskland skal altså ikke nødvendigvis prioritere ens når man prioriterer og udvælger pick-the-problem-satsningerne.

For Tyskland er fremtidssikring af landets store bilindustri så vigtig en prioritet at man kan betragte det som en samfundsmæssig udfordring, der bedst løses ved at gribe ned i den store værkstøjskasse efter redskabet ”samfundspartnerskab”.

På samme måde - som her beskrevet i Uddannelsesministerens tale - kan et dansk samfundspartnerskab sikre forsat eksport af svinekød for 30 mia. kr. om året ved gennem et teknologikraftspring at udvikle løsninger, der muliggør forsat (og forøget) svineproduktion i princippet helt uden udledning af belastende kvælstof, fosfor og klimagasser. Selv om det teknologiske indhold i to samfundspartnerskaber kan være endog vidt forskellige så er der god logik i på tværs af teknologiområderne at lære af hinanden omkring organisering af sådanne store komplekse offentlig-private forsknings- og innovationssatsninger.

Hjulpet af Innovation Centre Denmark har både Transportens Innovationsnetværk såvel som en fælles dansk delegation med deltagelse fra AC, DI og Danske Universiteter besøgt e-mobil BW der -placeret i Stuttgart - udgør et af de fire tyske offentlige-private bil-partnerskaber. Selvsamme e-Mobil BW har i øvrigt været på dansk genbesøg. Ikke for at beskue den bilindustri, som vi ikke har, men derimod fordi dansk forskning, indretning af vores skatteregler samt danske investeringer i infrastruktur i øjnene på de Baden-Württembergske bilinteressenter var endog ganske interessant.

Danske entreprenørskabsundervisere i München: 'Bare vi var her om 5-6 år'

Nikolaj Helm-Petersen — Wed, 22 May 2013 19:00:00 +0200

De 15 entreprenørskabsundervisere tilbragte i april fire dage i München som led i en fælles studietur.

Tidligere har grupper af iværksætteraktive danske studerende besøgt Münchens inspirerende entreprenørskabsmiljøer. Denne gange var det så undervisernes tur til at kigge de iværksætteraktive sydtyskere over skulderen. Og - bør det nævnes - det er bestemt ikke kun i Bayern at tyske uddannelsesinstitutioner har fokus på vigtigheden af at fremme en entreprenør kultur blandt de studerende. Både Økonomi- og Teknologiminister Dr. Philipp Rösler såvel som selveste Bundeskanzlerin Dr. Angela Merkel har i 2013 markeret vigtigheden af en indsats inden for området.

Den danske studietur til München var arrangeret af Fonden for Entreprenørskab og Innovation Centre Denmark i fælleskab. Et tætpakket program bød på omfattende dialog mellem lærere og forskere fra en række danske universiteter (AAU, RUC, AU, SDU, KU og DTU), professionshøjskoler, erhvervsakademier og en enkelt hjemlig forskerpark - samt aktører fra en række af de centrale entreprenørskabsorganisationer i München.

Såvel de tyske som de danske parter havde det tilfælles, at de arbejder målrettet med højtuddannede som fremtidens vækst-iværksættere. I takt med at antallet af højtuddannede øges markant i begge lande bliver det stadig vigtigere at nogle - og gerne mange - af de nyuddannede tænker i (akademiker)-utraditionelle baner hvad angår egen job-, karriere- og iværksættersituation.

Generelt er danske uddannelsesinstitutioner allerede ganske aktive inden for området entreprenørskabsundervisning samt rådgivning og vejledning af iværksætter-interesserede danske studerende. Alligevel affødte besøget hos sydtyske kollegaer betydelig ny-inspiration blandt de besøgende danskere:

Jeg har fået ideer, nye kolleger og samarbejdspartnere ud af studieturen
… meget inspirerende. Jeg tog især input vedr. inkubation med hjem til min institution, og det har i høj grad præget vores tanker og planer omkring oprettelse af vores egen inkubator.
[vi] arbejde videre med Design thinking princippet, som var bærende på Strascheg Center for Entrepreneurship
…er blevet meget inspireret af turen, og vi har helt konkret aftalt ændringer i et af vore ekstra-curriculære programmer rettet mod studerende, der ønsker at etablere egen virksomhed.

Flere af de tyske entreprenørskabsorganisationer har via sponsorater fra tyske erhvervsfolk nogle ganske gode økonomiske muligheder, som de danske institutioner misundeligt kunne skele til.

Overskriften på dette blogindlæg ”Bare vi [læs: de danske uddannelsesinstitutioner] var her om 5-6 år” vidner dog ikke kun om gode tyske økonomiske rammer. Generelt er der i München og omegn interesse, engagement og vilje til at fokusere på betydningen af højtuddannede iværksættere, der gerne skal grundlægge fremtidens Siemens og BMW.

Som det ofte sker på tvær-institutionelle fælles studietur var april-besøget i München også anledning til at vidensudveksling og samarbejde imellem de forskellige danske uddannelsesinstitutioner blev fornyet og udbygget. Tyske genbesøg i Danmark er også en del af pipelinen for de danske aktører, som nu videreudvikler dansk entreprenørskabsundervisning.

Når bioteknologiens gigantiske småstater gungrer - Swiss-Scandinavian Bio-Business Seminar indtog Børsen i Zürich

Nikolaj Helm-Petersen — Wed, 20 Feb 2013 14:06:33 +0100

Som et andet internetbaseret partner-dating-site havde alle deltagere i forvejen beskrevet egne fortræffeligheder (fx lovende onkologisk behandlingsteknologi) såvel som de egenskaber og karakteristika man efterlyste hos sin ideelle modpart (fx penge… mange penge). Alle deltagere var desuden nøje forhånds-kategoriseret, dog ikke efter højde, vægt og øjenfarve men derimod efter institutionstype: Support Organization, Pre-clinical company, Clinical phase company, Commercial Company, Authority/Agency, University/R&D, funding/investor eller start-up Company.

Dagens program i to parallelsessioner bød på en stribe korte firmapræsentationer fra begge sider - og med begge sider refereres der her ikke til hhv. den nordlige skandinaviske og den midt-europæiske Alpe-geografi, men derimod til udbuds- og efterspørgselssiderne: De bioteknologiske virksomheder, der på den ene side udbød interessant, lovende, ny og underfundig teknologi og på den anden side, de fremmødte investorer, der med tegnebogen i inderlommen stod klare til at beskue herlighederne og i særligt lovende tilfælde også tage for sig af retterne. Dagens hovedpunkt var dog ikke plenar-sessionerne, men derimod de mange 100 B2B-møder, hvor deltagerne fordelt på 30 cafeborde i en kontinuerlig række af 20 minutters sessioner på kryds og tværs datede hinanden. De mange 100 præbookede møder - kun afbrudt af rotations-gonggongens rumlende lyd - løb af stablen i den nedadgående sols sidste eftermiddagsstråler og kunne næste ikke danne en bedre ramme om begrebet "when science meets business".

De danske medarrangører på nordisk side bestod af innovationsnetværket Biopeople samt Innovation Centre Denmark og Invest in Denmark i fællesskab. Fra danske side deltog 14 virksomheder og institutioner. Til sammenligning deltog 33 svenske og 45 schweiziske. Størrelsen af landenes farmaceutiske og bioteknologiske forskningsindsats taget i betragtning, var den danske deltagelse ikke dårlig men heller ikke prangende. Flere lovende unge bioteknologiske virksomheder og start-ups kunne formentlig med fordel have deltaget. En række af de deltagende danske virksomheder havde dog heldigvis ganske synlige programplaceringer med firmapræsentationer eller paneldeltagelse.

Schweizisk opfordring: overkom Valley-of-death - brug Eurostars

Flere talere have positive lovord tilovers for nordisk bioteknologi: "vi ser meget interessant dynamik i de nordiske lande" og "den gode tradition for business angles vi kender fra Sverige og Schweiz er nu ved at udvikles i Danmark". For nu at nævne et par citater fra podie-diskussionen. Måske særligt interessant var det dog – siddende midt i ikke-EU-landet Schweiz - at høre hvordan det fra investorside blev betragtet som et klart kvalitetsstempel af virksomhederne, hvis de forlods havde deltaget i et erhvervsrettet europæisk forskningsprojekt som EUREKA og herunder Eurostars-programmet. Netop den evaluerings– og udvælgelsesprocedure, som her anvendes, blev rost af flere talere for at være sober og effektiv og for at have ført til en række gode eksempler på forløb, hvor offentlig medfinansiering udvikler bioteknologiske projekter så meget, at private investorer efterfølgende faktisk står klar til at tage over. Normalt er det ellers ofte langsommelige bedømmelsesprocedurer og lave succesrater, der fremhæves, når kritikere udtaler sig om Bryssels-baserede forskningsprogrammer. Men altså i ikke i dette tilfælde.

De gungrende bioteknologiske småstater

Og hvorfor er det så, at Danmark og Schweiz med rimelighed kan beskrives som gigantiske bioteknologiske småstater? Jo, Schweiz og Danmark er befolkningsmæssigt små lande men har det særlige til fælles, at begge tilhører den globale top 10 over lande, som anvender 3 % eller mere af BNP til forskning. Samtidig er den private forskningsindsats i netop Schweiz og Danmark i særlig høj grad drevet af lægemiddel- og biotekindustrierne, som i begge lande tegner sig for op imod en tredjedel af den samlede private forskningsindsats. Der er således ingen andre lande i det globale forskningslandskab, som har samme "dansk-schweiziske profil" med høje forskningsinvesteringer og en indsats i særlig grad fokuseret på bioteknologi og lægemidler.

Årlige antal bioteknologiske start-ups i Danmark og Schweiz

: Kilder: Swiss Biotech Report 2011: http://www.swissbiotech.org/swiss_biotech_report/swiss_biotech_report_2011 samt Dansk Biotek 2012: http://www.danskbiotek.dk/sites/default/files/nyhedsbreve/dansk_biotek_statistik_2011_-_10-02-12.pdf

Kortlægningen af dansk lægemiddelforskning (2010) pegede desuden på at forskningsmidlerne i begge lande synes at være givet ret godt ud: Danmark er det land, der målt i publikationer per 1000 indbyggere inden for lægemiddelforskning, der havde næstflest publikationer efter Schweiz. Danmark var desuden efter Schweiz og Luxembourg det land med flest udstedte patenter. Endelig pegede citationsanalyse af dansk lægemiddelforskning desuden på klinisk forskning som en særlig, dansk styrkeposition, idet dansk lægemiddelforskning særligt inden for den kliniske fase samt pharmacovigilance har en gennemslagskraft, der blot er marginalt lavere end den schweiziske lægemiddelforskning, som er den mest citerede blandt OECD-landene.

En helt frisk 2013-rapport fra Invest in Denmark "Start with Denmark. The heart of life sciences for research and business" sammenfatter på tilsvarende vis en række af de gunstige biotek- og farma-rammevilkår, der hersker i Danmark.

Så der er tydeligvis tale om et fagområde, hvor dansk forskning kan noget særligt, og hvor vi med rette kan være med blandt de andre store lande.

Til de, der nu ærgrer sig over ikke at have nydt den nedadgående alpe-sol gennem Zürich børsens panoramavinduer, så er der heldigvis flere muligheder: Sæt allerede nu et kryds i kalenderen for 2014 og i mellemtiden kan man tage med til Berlin, hvor Danmark den 6. og 7. maj er partnerland i Bionnale 2013. Også her vil bioteknologiske danske forskere og virksomheder få mulighed for at fremvise deres viden og ekspertise.

Tyske politikeres doktorafhandlinger… er der en forklaring?

Nikolaj Helm-Petersen — Fri, 15 Feb 2013 13:14:15 +0100

Nu ex-minister Schavan har tilkendegivet, at hun ikke accepterer universitetets afgørelse og at hun vil kæmpe imod. Sagen er således ikke nødvendigvis slut endnu.

I et bredere perspektiv synes den aktuelle sag blot at være én i en række, hvori tyske politikeres videnskabelige plagieringer er kommet i fokus og har kostet politiske karrierer såvel som akademisk græmmelse. Mange husker Karl-Theodor Zu Guttenberg, der i 2011 trak sig fra posten som Tysklands forsvarsminister. Disse mest kendte sager er dog langt fra enestående.

I 2011 var også to FDP-politikere Esther Silvana Koch-Mehrin og Georgios Chatzimarkakis involveret i plagieringsbeskyldninger og efterfølgende frakendelse af doktorgrad. I 2011 blev også Veronica Sass (datter af Bayerns mangeårige ministerpræsident Edmund Stoiber) frataget sin doktortitel.

Angiveligt er det Veronica Sass, der har den tvivlsomme ære at lægge navn til Vroniplag-wikien som samme guttenplag.wikia.com rummer store mængder internetbaseret dokumentationsmateriale.
Fremkomsten af den type hjemmesider er del af den tekniske forklaring på hvorfor anklager om doktorafhandlinger fyldt med plagiering popper frem i disse år.

Ved hjælp af skanningsprogrammer kan interesserede internetbrugere analysere udvalgte (politikeres) afhandlinger. Steder, hvor programmet finder høj grad af sammenfald mellem afhandlingstekst og andre tekstkilder, udtages til konkret vurdering. Er der anvendt korrekte kildehenvisning mv. er det uproblematisk.

Men hvis dette ikke er tilfældet og der tegner sig et mønster… ja så kan det blive svært for det gradsudstedende universitet, at ignorere de internetbaserede rygter - og et universitetsnedsat undersøgelsesudvalg kan være næste skridt.

Kritikerne hævder, at udviklingen går i retning af gadens parlament, at man anonymt kan mistænkeliggøre og skade politiske konkurrenter og at der i øvrigt er ganske stor forskel mellem sjusket citationspraksis, der måske ligger 30 år tilbage i tiden versus forsætlig kopiering af nyere dato. Tilhængerne er omvendt begejstrede for et ekstra element til kontrol af magthaverne og ser udviklingen som et demokratisk redskab.

Hvert land sine politiske sager?

En gammel vittighed siger, at der findes to typer britiske politiske skandaler: Labour politikere (opvækst under trange økonomiske kår) roder sig typisk ud i noget med at tage af kassen, når de endelig kommer til magten - mens konservative engelske politikere (streng kostskoleopvækst med tilhørende forkvaklet forhold til kønslivet) omvendt har tendens til sexskandaler.

Her fristes man så til at tilføje - og tyske politikere smykker deres CV med doktorafhandlinger, de alligevel ikke helt selv har skrevet når det kommer til stykket. Eller forholder tingene sig trods alt alligevel ikke helt så slemt?

Indledningsvist skal man nok være opmærksom på, at problemet ikke kun er tysk. I 2012 trådte fx den ungarske præsident tilbage efter afsløring af omfattende plagiering i hans doktorafhandling. I Danmark har vi ikke haft skandaler omkring politikeres doktor- eller ph.d.-afhandlinger. Først og fremmest har vi mange parlamentarikere med universitetsuddannelser, men ikke mange politikere med ph.d.- og doktor-grader.

Ifølge Folketingets hjemmeside har tre nuværende MFere en ph.d.-grad svarende til knap to procent af de 179 MFere. Som det fremgår af dette diskussionsforum var der (2011) til sammenligning 119 af de 622 medlemmer af Bundestag, som havde en doktortitel – altså ca. 20 procent af de tyske parlamentarikere.

Man skal dog for god ordens skyld være forsigtig med direkte sammenligning. Der er betydelige forskelle mellem Danmark og Tyskland både hvad angår regler og praksis omkring indhold og organisering af forskeruddannelsesforløb såvel som i omfang og niveau i selve de akademiske afhandlinger.

Der er sket ændringer i reglerne over årene og der findes også eksempler på at bl.a. det medicinske område på nogle punkter har udviklet en anden praksis end de øvrige videnskabelige hovedområder. Så en doktorgrad er i europæiske sammenhænge langt fra bare en doktorgrad. Der er store forskelle.

Men selv om vi i Danmark ikke har mange politikere med de allerhøjeste akademiske grader, så har vi ikke desto mindre alligevel set lidt til en lignende diskussion – nemlig i form af danske politikere, der i dagspressen anklages for at smykke sig med (kandidat)uddannelser, som de måske nok engang har påbegyndt men aldrig færdiggjort.

Flyselskab med akademisk dropdown-liste - hvorfor Tyskland?

Med ovenstående landenuanceringer in mente synes der dog når alt kommer til alt alligevel at være tale om en særlig tysk problemstilling. Og måske er der bagvedliggende faktorer, der kan forklare undrende iagttager, hvad der egentlig sker i det tyske akademisk-politiske grænseland.

Tyskland er – fortsat - et samfund hvor det formelle og det hierarkiske vægtes højt. Fx indleder værten på Tagesschau med formuleringer a.la. ”ærede seer- og seerinder, jeg hilser dem”. Man er Des – ikke dus. Mangeårige kollegaer kan fortsat være på efternavn med hinanden (og sågar i ekstreme tilfælde faktisk ikke kende kollegaers fornavn). Til hverdag er man formel og man klæder sig mange steder konservativt. Og det er generelt ikke sådan som på danske arbejdspladser, at ledelsens beslutning er et godt udgangspunkt for diskussion.

Prøver man at melde sig ind i Lufthansas loyalitetsprogram Miles and More, skal man udover navn, køn, alder og adresse naturligvis også angive sin eventuelle akademiske titel. Der findes her tre prædefinerede kategorier: ”Dr”, ”Prof” eller Prof Dr”. Samme dropdown-liste over akademiske titler skal man lede længe efter i SAS’s Eurobonus.

Der er store forskelle mellem forskellige dele af forbundsrepublikken. Protestantiske byer i nord og øst som Hamborg og Berlin er nok mere liberale end konservative sydlige byer som Stuttgart og München. Men samlet synes hierarki fortsat at være noget, der tillægges mere værdi end i en dansk kontekst.

Hierarkiske systemer virker imidlertid kun, hvis individerne, der befolker dem, kan indplacere sig selv og hinanden. Så der er brug for nogle genkendelige ydre kendetegn - eller titler. Nogle få opvokser med eller gifter sig til et adeligt efternavn, der signalerer betydning. For de fleste er det dog ikke muligt. Derimod er der andre muligheder for at opnå tillægs-titler, udover det konkrete job man nu måtte besidde. Fx kan man skive en doktorafhandling - også selv om man på ingen måde regner med efterfølgende akademisk karriere.

Deltagerliste – på dansk eller på tysk?

Når man dagligt fokuserer på dansk-tysk forsknings- og innovationssamarbejde, mærker man tydeligt kulturforskelle. Innovation Centre Denmark i München har til formål at skabe samarbejde mellem danske og tyske forskere og virksomheder.

Vi afholder årligt et større antal arrangementer – ofte sammen med en eller flere tyske partnere – hvor interesserede forskere og virksomheder kan tilmelde sig. Af praktiske grunde er det ofte den ene – eller den anden – af arrangørerne, som står for den samlede tilmeldingsproces og udarbejdelse af deltagerliste. Når vi dvs. i praksis en af de hårdarbejdende danske praktikanter udarbejder deltagerlisten er den oftest sorteret efter fornavn og består af tre kolonner: fornavn, efternavn og institution.

Er det derimod en tysk partner, som udarbejder den fælles deltagerliste, er listen konsekvent sorteret efter efternavn – og der er fire kolonner: fornavn, efternavn, institution - samt en ekstra kolonne til angivelse af det lille men vigtige ord ”Dr”!

Dansk-tysk forskningssamarbejde: Fra tidsbegrænsede projekter til fælles forskningsinstitutioner?

Nikolaj Helm-Petersen — Thu, 24 Jan 2013 20:28:49 +0100

Tidligere projektpartnere kan naturligvis altid prøve med en ny fælles ansøgning og dermed – i tilfælde af succesfuld bedømmelse – fortsætte allerede etablerede samarbejdsfora baseret på kontinuerlige europæisk projektbevillinger.

Men fristes man til at tænke: Er det især de eksterne midler – i form af internationale program-, fonds- og forskningsrådsbevillinger – der driver (dele af) forskningens internationalisering? Fra 2,75 milliarder euro (ECU) i FP1 til 51 milliarder i FP7. Mens de fleste nationalstater deler forskningsmidlerne mellem semi-permanente bevilliger i basisstregen og tidsbegrænse bevillinger i en ekstern finansieringsstreng - er internationalt forskningssamarbejde i høj grad baseret på tidsbegrænsede eksterne midler.

Derfor: vil de møjsommeligt etablerede samarbejdsrelationer – som dug for solen – måske blot forsvinde hvis mulighederne for fælles internationale bevillinger hypotetisk set bortfaldt? Eller kan man i virkeligheden også genfinde en internationaliseringstendens målt på fx forskningsinstitutionelt niveau? Sker forskningens internationalisering ikke blot via stigende eksterne midler men også via aktiviteter finansieret af de mere længerevarende basisforskningsmidler, som institutionerne typisk selv træffer beslutninger om?

JA er det umiddelbare svar hvis man kigger på fx amerikanske, europæiske og australske universiteters indtog i vækstøkonomier som Kina, Sydøstasien og Mellemøsten, hvor lokale knap så veletablerede og velfinansierede universitets- og forskningsinstitutioner har efterladt rum for ”indtrængende” udenlandske universiteter.

Denne udvikling - hvor OECD-landenes universiteter ”er gået globalt” - er dog måske først og fremmest udtryk for en udvikling på uddannelsesområdet snarere end forskningsområdet? Mange af de omkring 80 amerikanske universiteter med kinesisk campus fokuserer især på udbud af uddannelser.

Men NEJ (eller muligvis) lyder svaret, hvis man nøjes med at kigge på Europas hidtidige forskningsinstitutionelle landskab. Her har universiteter og øvrige forskningsinstitutioner været mere tilbageholdende med at etablere sig på kryds og tværs uden for deres hjemlige nationalstat.

I hvert fald indtil for ikke så længe siden. Det er derfor interessant at iagttage, i hvilket omfang europæiske forskningsinstitutioner nu etablerer sig med egne adresser og medarbejderstaber i andre europæiske lande.

Syddansk Universitet har siden 1991 haft et grænseoverskridende samarbejde med Universität Flensburg, som i en årrække har muliggjort dansk universitetsuddannelse på tysk jord.

Uddannelsessamarbejdet er siden blevet udvidet med det fælles Interreg-finansierede Videnregion/Wissensregion, der rummer 7 syddanske og nordtyske uddannelsesinstitutioner – og som udover uddannelsessamarbejde også inkluderer regionale udviklingsaktiviteter rettet mod forskere, virksomheder og myndigheder.

I slutningen af 2012 beskrev tyske medier desuden gensidige regionalpolitiske ønsker om at videreudvikle det nuværende syddanske-Schleswig-Holsteinske institutionelle samarbejde i retning mod etablering af et egentligt fælles dansk-tysk Europa-Universitet.

Siden 1996 har Danmark og Tyskland desuden stået bag den lille fælles institution European Centre for Minority Issues (ECMI), som med en placering i Flensborg forsker i europæiske minoritetsspørgsmål.

Parallelt med udviklingen i det dansk-tyske universitære samarbejde – er grænseregionen også genstand for mulig etablering af et tysk Fraunhofer institut. De omkring Sønderborg koncentrerede erhvervskompetencer inden for energiområdet nævnes således i pressen som argument for placering af en mulig nordlig filial af det i Itzehoe baserede Fraunhofer-Institut für Siliziumtechnologie (ISIT).

Nogenlunde samtidig har et andet Fraunhofer Institut – med forskningsaktiviteter inden for sundheds-it - i efteråret 2012 annonceret planer om mere forpligtende samarbejde med en række danske forskningsinstitutioner.

Fra dansk side indgår DTU desuden i EuroTech Universities Alliance, som er et tæt samarbejde mellem fire store europæiske teknisk-videnskabelige universiteter, der udover danske DTU også omfatter Technische Universität München, Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweitz samt Nederlandske Eindhoven University of Technology.

Der er tale om et samarbejde mellem fire universiteter omkring fælles forskning inden for store samfundsmæssige udfordringer samt udvikling af fælles studieforløb. I 2012 åbnede de fire universiteter desuden et fælles kontor i Bryssels.

Og næste skud på stammen af dansk-tysk institutionel knopskydning bliver åbningen af Max-Planck Odense Center on the Biodemography on Aging den 31. januar i år. Hermed etablerer den store tyske grundforskningstunge institutkæde yderligere en enhed i Danmark idet man fra 2007 og en årrække frem medfinansierede Grundforskningsfondens Center for Geomicrobiology ved Aarhus Universitet.

Endelig kan Lundbeckfondens aktuelle indkaldelse af ansøgninger til at blive nordisk EMBL Node (op til 120 millioner kroner over en 10 årig periode) også ses som en vis konsolidering af dansk-tysk forskning. EMBL European Molecular Biology Laboratory er godt nok en fælleseuropæisk forskningsinstitution, og dermed ikke at betragte som egentlig tysk institution. Men med hovedparten af EMBLs forskningsaktiviteter placeret i Tyskland (Heidelberg og Hamborg), opgøres EMBL her – i geografisk henseende – som en del af Tyskland.

Tilsammen vidnerne de forskellige eksempler på dansk-tyske forskningssamarbejder, der udvikler sig i retning af mere forpligtende, mere omfattende og længerevarende art, om forskernes internationale samarbejdsmønstre, der langtfra ’bare’ styres af aktuelle kortevarige programopslag.

Så JA, må svaret blive. Der synes faktisk at være tendenser i retning fra samarbejde, der blot var baseret på fælles tidsbegrænsede projekter, til dansk-tyske forskningssamarbejder, der også (snart) er baseret på fælles forskningsinstitutioner.

Poor but sexy - Resten af verdenen melder sig ind i europæiske forskningsorganisationer

Nikolaj Helm-Petersen — Thu, 18 Oct 2012 18:58:19 +0200

Australien, Brasilien, Canada, Chile, Israel, Tyrkiet og Rusland har det til fælles, at de alle har meldt sig ind i europæiske forskningsorganisationer og -programmer. Med geografiske placeringer ’i kanten’ af det europæiske kontingent – eller sågar på den anden side af kloden – var disse lande ikke umiddelbart oplagte medlemmer af de oftest (nordvest)europæisk dominerede forskningsorganisationer.

Ikke desto mindre har landene aktivt valgt at melde sig ind – fordi man fra forskerside og fra politisk hold finder europæisk forskning interessant.

Berlins borgmester skulle angiveligt have sagt ”poor, but sexy” om sin egen by. Men samme charmerende karakteristik kan ’desværre’ også bruges om en række af Europas forskningsorganisationer. Når finanskrise hærger budgetterne og begrænser de traditionelle medlemsstaters finansieringsvillighed – så kan inkludering af nye (ikke-europæiske) medlemsstater måske være del af en finansiel løsning.

Flere mindre østeuropæiske lande er således i de senere år blevet fuldgyldige eller associerede medlemmer af forskellige europæiske forskningsorganisationer. Dette er naturligvis glædeligt idet medlemskaberne vidner om forskningsmæssig integration i Europa. Set i et budgetmæssigt perspektiv er folkerige BRIC-lande som Brasilien og Rusland, Next-Elevn landet Tyrkiet eller Israel, verdens mest forskningsintensive land (4,65 % af BNP til forskning og udvikling), dog heller ikke uinteressante.

ESA - European Space Agencey

Canada har i 30 år været tilknyttet ESA og har sæde i ESAs råd. I 2010 blev det transatlantiske samarbejde udvidet med en ny 10-årige samarbejdsaftale. Baggrunden er naturligvis – udover brillante og relevante europæiske rumprojekter – at et land som Canada ikke umiddelbart kan ’melde sig ind’ i NASA hos den amerikanske nabo.

Derimod er Europas rumforskningssamarbejde netop designet til at enkeltlande kan deltage i forskellige delprogrammer og initiativer efter interesse, faglige formåen og betalingsvillighed.

European Molecular Biology Laboratory (EMBL)

er et fælleseuropæisk molekylærbiologisk grundforskningslaboratorium. EMBL ligger i Grenoble, Frankrig samt Hamborg og Heidelberg (hovedadresse) i Tyskland. Udover europæiske medlemslande er Israel fuldgyldigt medlem og Australien associeret medlem.

Den Europæiske Fri-Elektron Røntgenlaserfacilitet XFEL

ligger i Hamborg og skal - når den står helt færdig i 2016 - tilgodese behov for forskning med kraftig røntgenstråling inden for en række fagområder. Blandt organisationens 12 medlemsstater finder man bl.a. Rusland.

CERN European Organization for Nuclear Research

med hovedkontor i Geneve, Schweitz er verdens største center for partikelfysik og tæller en række europæiske lande blandt sine medlemsstater mens Israel er associeret medlemsstat. Israel er sammen med Tyrkiet også at finde som medlemsstat i COST - European Cooperation in Science and Technology. COST er en organisation med fokus på frivillig koordinering af nationalt finansierede forskningsprojekter inden for 9 fagligdomæner.

ESO – European Southern Observatories

har netop fejret 50 års fødselsdag. Gennem ESOs historie har astronomiorganisationen haft et særligt forhold til værtslandet Chile, hvor et betydeligt antal europæiske kikkerter gennem årtier er opstillet. Udover ESO-værtslandet Chile figurerer Brasilien også som potentiel ESO-medlemsstat.

Inkludering af det Brasilianske flag på ESO-hjemmesiden er dog en kende præmaturt, da der her endnu udestår politisk papirarbejde. På sigt kan en anden nation fra den sydlige halvkugle - nemlig Australien - måske også tage plads som ESO-medlemsstat.

I forbindelse med ESOs 50årsjubilæum konkluderede nobelprismodtager Professor Brian Schmidt at “I do not just see that the future of astronomy is bright at ESO, rather I see that the future of astronomy is ESO.” I forlængelse heraf kunne han henvise til sine hjemlige australske fagfælles ønske om, at landet Down Under også snart bliver ESO medlemsstat.

: Budgetmæssigt er Danmark at finde blandt de mindre ESO-medlemsstater. Men ser man på ESOs outreach-aktiviteter er vi intet mindre end gigant. Begge de to 50årsjubilæumsbøger er således skrevet af ESOs danske medarbejdere. Fotobogen Europe to the Stars er bl.a. forfattet af Lars Lindberg Christensen mens Claus Madsen står bag The Jewel on the Mountaintop — The European Southern Observatory through Fifty Years.

EU’s 7. Rammeprogram for Forskning og Teknologisk Udvikling løber fra 2007 til og med 2013 og er med et budget på 50 milliarder euro verdens hidtil største forskningsprogram. FP7 har fire landekategorier: EU’s medlemsstater, lande som kandiderer til EU-medlemskab, FP7-associerede lande samt restkategorien ”tredje lande”. Der gælder forskellige deltagelsesregler for forskere og virksomheder alt efter hvilken landekategori man er hjemhørende i.

Ser man på listen over FP7-associerede lande omfatter den udover ’klassiske vesteuropæiske ikke-EU-lande’ som Schweiz, Norge og Island også en række Balkanstater samt Tyrkiet og Israel. Endvidere har der igennem FP7s levetid løbende været gætterier omkring russisk status som associeret FP7-medlem.

En sådan fuldgyldig russisk FP7-indmelding kunne have givet Europas forskning en væsentligt økonomisk indsprøjtning (prisen for medlemskab afhænger af BNP, befolkningsstørrelse og konkrete forhandlinger) og styrket russisk-europæisk forskningssamarbejde yderligere.

Om kort tid bliver Horizon2020 ny ramme om Europas hidtil største satsning på forskning og innovation. Her bliver det spændende at se i hvilket omfang verdens mange ikke-europæiske forskningsnationer yderligere drages mod Europas forskning.

Baggrund

Nikolaj Helm-Petersen er dansk forsknings- og teknologiattaché. Med udgangspunkt i Bayern og omegn arbejder han for at fremme forskningssamarbejde mellem Danmark og DACH-regionen (Tyskland, Østrig og Schweiz). Netop i DACH-regionen har en række af de europæiske forskningsorganisationer placeret mange aktiviteter: ESO har europæiske hovedkontor i München, EMBL har aktiviteter i Hamborg og Heidelberg, XFEL har hovedkontor i Hamborg, ESA har sit Space Operations Centre placeret i Darmstadt og et europæiske astronauttræningscenter i Köln – og endelig ligger CERN i Schweiz. Klik her for en samlet oversigt over Danmarks arrangement i en række internationalt forskningsfora.

Når schweiziske eliteuniversiteter rekrutterer professorer

Nikolaj Helm-Petersen — Wed, 03 Oct 2012 13:09:12 +0200

ETH Zürich – eller Eidgenössische Technische Hochschule Zürich, som det fulde navn lyder, er en de schweiziske forskningsinstitutioner, som for alvor sætter det lille alpeland på verdenskort. Sammen med den anden føderale teknisk-videnskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution EPFL École polytechnique fédérale de Lausanne EPFL og en håndfuld af landets 10 kanton-ejede almindelige universiteter er ETH med til at sikre Schweiz plads i toppen af det globale forskningssystem. Både bibliometriske opgørelser, de mange universitetsranglister og bevillingsstatistikker fra ERC Det Europæiske Forskningsråd viden om schweiziske styrkepositioner.

Men hvad er det mon som alpelandet – kendt for kukure, ostefondue, bankhemmeligheder og utallige folkeafstemninger helt præcist kan inden for forskningen? Først og fremmest har landet de sidste 25 år været i (eller tæt på) den globale top-fem over lande, som investerer mest i forskning og udvikling målt som andel af bruttonationalproduktet. I kraft er øgede hjemlige forskningsinvesteringer befinder Danmark sig nu også blandt de mest forskningsinvesterende lande. Men modsat schweizerne har Danmark kun i et par år været blandt de mest forskningsinvesterende lande.

Schweiz er også hjemsted for CERN verdens største center for partikelfysik. CERN beskæftiger 2400 ansatte og tiltrækker ifølge egne opgørelser 10.000 gæsteforskere fra 100 lande og 600 forskellige universiteter. Dermed bliver det vanskeligt at finde noget andet sted på jorden med et endnu mere internationalt forskningsmiljø. Til sammenligning forventes ESS European Spallation Source i de kommende år at tiltrække 400 (fast)ansatte forskere og yderligere mellem 2000 og 5000 årlige gæsteforskere til Øresundsregionen.

Ser man på schweiziske artikler publiceres disse i stigende grad sammen med udenlandske medforfattere. I 1980erne havde 30 % af schweiziske videnskabelige artikler mindst én udenlandsk medforfatter (Danmark 23 %). Opgjort igen midt i 00’erne var andelen med udenlandske medforfattere steget til 60 % for de schweiziske artiklers vedkommende og til 55 % for danske artiklers vedkommende. Altså en markant forøget international orientering for begge landes vedkommende – men forsat med schweizisk føring.

Hvor kommer professorerne fra - og hvor gamle er de?

Forsætter man landesammenligningen og ser på nysansatte professorer så mindskes de dansk-schweiziske paralleliteter. I september 2012 udpegede EHT Zürich 14 nye professorer, modtog andre 5 professorers opsigelser/pensioneringer og uddelte yderligere én professor titel. Som udgangspunkt ren rutine for en større institution. Men rekrutteringsmønsteret er ikke uinteressant. Af de 14 nye professor kom 4 fra stillinger i Californien, andre 4 fra Tyskland, en enkelt fra Oxford og én fra Barcelona. Endelig var to af de 14 nye professorer forlods ansat ved EHT Zürich og andre to kom andet stedes fra i Schweiz.

Til sammenligning var det 13 % af de nyansatte danske professorer, som kom fra en forudgående stilling i udlandet (nyeste danske tal 2007-2009), mens 68 % af de nyansatte professorer ved danske universiteter blev rekrutteret internt.

Ser man på aldersfordelingen af de 14 nyansatte EHT-professorer var hovedparten (9 stk.) 40 år eller yngre, mens de øvrige fordeler sig i start/midt 40'erne. Og de danske professorer? Ja i seneste udgave af den danske universitetsforskerrekrutteringsstatistik fremgår det, at den gennemsnitlige ansættelsesalder for professorer […], der blev ansat på universiteterne i 2007‐2009, var 49 år. Næsten hver anden professor (46 %) var ved ansættelsen 50 år eller ældre, mens 13 % var yngre end 40.

Retfærdigvis skal det siges, at tal-sammenstillingen nok ikke er fair. EHT Zürich rummer især teknik og naturvidenskab, som oftest har en højere andel yngre og/eller udenlandske forskere end fx humaniora og samfundsvidenskab. Tallene fra eliteinstitutionen EHT Zürich er næppe hellere repræsentative for de øvrige (mere lokalt funderede) schweiziske universiteter. Til sammenligning er den danske universitetsrekrutteringsstatistik landsdækkende og omfatter alle fagområder. Endelig er der antageligt også forskelle i udformningen af den videnskabelige stillingstruktur i de to lande. De danske tal inkluderer udover ordinære professorater også et betydeligt antal tidsbegrænsede MSO-professorater.

Men sammenligningen kan omvendt nok heller ikke helt afskrives. EHT Zürichs rekruttering af et større antal udenlandske talenter reflekterer den benhårde konkurrencesituation som universiteter verden over befinder sig i. Schweiz (7,8 millioner indbyggere versus Danmarks 5,5 millioner) er et af Europas forskningsmæssige fyrtårne. Til dato er der 122 ERC stipendiater ved værtsinstitutioner i Schweiz og 39 i Danmark. Størrelsesforholdet mellem de to befolkninger er således 1,4 mens forholdet mellem antal ERC-stipendiater i de to lande er 3,1. Hvis vi fremover ønsker at ændre på den fordeling, hvilke tiltag skal så overvejes? Kan/skal (dele af) danske universiteters fremtidige professorrekrutteringer tilstræbe samme internationaliseringsgrad som beskrevet her?

Endelig bør diskussioner af svagheder og styrker ved dansk forskning næppe alene baseres på statistik. Som et afsluttede citat så glimrende illustrerer, bør andre ikke-kvantificerbare betragtninger også indgå i betragtninger om hvor skidt – eller godt – det står til med dansk forskning. Alan Irwin dekan ved CBS har tidligere rammende kommenteret alderen på danske forskere således: ”Det plejer altid at få mig til at grine, når folk i Danmark taler om såkaldt yngre forskere. Så taler de ofte om folk på 40 eller 45 år. I Storbritannien ville man se anderledes på det. I den alder har briterne ofte været lektorer i 10 eller 15 år.” I selvsamme artikel fra Altinget.dk fremhæver CBS-dekanen dog også klare fordele ved aldersprofilen på danske forskere: ”Jeg er meget imponeret over kvaliteten af de danske ph.d.-studerende. Hvis man sammenligner dem med britiske ph.d.-studerende, så vil man se, at de britiske er meget yngre og mindre modne.”

Nikolaj Helm-Petersen er dansk forsknings- og teknologiattaché. Med udgangspunkt i Bayern og omegn arbejder han for at fremme forskningssamarbejde mellem Danmark og DACH-regionen (Tyskland, Østrig og Schweiz).

Ølkusk, dragon, typograf, tobakshandlerske og videogramudlejer - den kreative destruktion tager dem alle

Nikolaj Helm-Petersen — Thu, 30 Aug 2012 14:47:39 +0200

Mange af gravstenstitlerne på Alte Südfriedhof Münchens store gamle historiske kirkegård reflekterer på interessant vis hvordan Schumpeters kreative destruktion igennem århundrede har gjort indhug i forskellige erhvervs- og stillingskategorier. I dag vidner således kun historiebøgerne og så de falmede gravstenstitler om de mange jobfunktioner og erhvervsbrancher, der er bukket under for tidligere tiders innovationsprocesser. Og nu er tyske softwareeksperter godt i gang med at overflødiggøre endnu en stillingskategori nemlig prototypeudvikler.

IT der transformerer og forandrer hele industrigrene er big business i Tyskland. PLM - Product Lifecycle Managment kan meget forsimplet defineres som en informationsstrategi, der gør det muligt for virksomheder ved hjælp af software-redskaber med udvidede design-, simulerings- og produktionsmuligheder, at træffe mere informerede beslutninger og at udvikle mere innovative produkter.

Softwareteknologien kan anvendes inden for helt forskellige applikationsområder og er dermed også relevante for vidt forskellige brancher. Hvor det tidligere kunne tage 4 til 8 år at udvikle en ny bilmodel fra ide til serieproduktion kan nye bilmodeller nu opfindes, designes, tilrettes og produceres i løbet af kun 2 til 4 år.

Samme softwareværktøjer gør det også muligt at måle og monitorere hvordan de færdigfremstillede produkter anvendes, ældes og (ned)slides. Sat på spidsen kan virksomhederne overgå fra sporadisk ikke-integrerbar viden om egne produkters livscyklus til en komplet vugge-til-grav fremstillings- og monitoreringsproces. Med ny software bliver det i princippet muligt for den enkelte producent at springe en traditionel serie af forskellige prototyper over. Den første færdigfremstillede udgave af et nyt produkt fungerer - ideelt set - fra dag ét, hvorved fysisk fremstilling af (mange) mellemregninger, der hidtil har været nødvendige, kan skæres bort.

Både traditionelle fabrikanter og mere nymodens producenter kan med nye IT-redskaber anvende et sæt af formskabelses-, manipulations- og analyseværktøjer til industriel design. En integreret digital produktudviklingsløsning, der giver de værktøjer, man som producent har brug for, muliggør udforskning af form og stil og sikrer samtidig problemfri overgang til teknik, simulering og fremstilling. Dette kan – set fra virksomhedernes side – spare tid og penge. Set i kirkegårdens 100 årige perspektiv er konsekvensen nok mest at endnu en gravstenstitel-kategori forventeligt vil blive lagt i graven om man så må sige. Præcis hvornår den sidste m/k prototypebygger bliver stedet til hvile vides dog endnu ikke.

Europa har som bekendt endnu til gode at frembringe egne teknologifirmaer a.la. Google, Facebook og Apple. Toppen af listen over forskningsintensive danske virksomheder (PDF) er forsat domineret af farma, biotek og energivirksomheder. Man skal dog aldrig sige aldrig - og både Skype, Navision/Microsoft i Vedbæk eller 2008-bibliometrianalysen af dansk IKT-forskning (PDF) vidner om gode danske it-kompetencer. Ikke desto mindre vil det nok være en overraskelse for mange hvis netop Danmark leverer Europas næste store IT-blockbuster.

Ser man derimod på den tyske del (PDF) af samme liste over forskningsintensive virksomheder er flere IT-giganter som Siemens, SAP og Infineon placeret højt oppe. Hertil kommer yderligere en omfattende it-forskningsindsats i regi af andre tyske koncerner. Hele 9 af Tysklands 20 mest forskningsintensive virksomheder opgøres således i Europa-Kommissionens årlige ragnliste under kategorien Automobiles & parts, uanset at virksomhedernes forsknings- og aktivitetsområder i flere tilfælde favner bredere og herunder også rummer IT.

I Tyskland var virksomheden Unigraphics NX central i arbejdet med udvikling af Product Lifecycle Managment. Faktisk var virksomheden så central at den i dag hedder Siemens PLM Software NX og dermed på linje med det tidligere danske Bonus Energy A/S nu er blevet en del af den verdensomspændende tyske teknologikoncern.

Innovation Centre Denmark i München har tæt fokus på tysk IT-udvikling og rådgiver og hjælper innovative danske virksomheder og forskere med partnersøgninger, netværksdannelser, finansiering og eksport. Torben Bonde Lauridsen er seniorkonsulent ved Innovation Centre Denmark i München og mangeårig dansk kender af det tyske IT-marked. Nikolaj Helm-Petersen er dansk forsknings- og teknologiattaché i Tyskland. Læs om vores kommende arrangementer her. Hvis din virksomhed, brancheorganisation eller institut er interesseret i yderligere oplysninger om tyske IT-forsknings- og innovationsaktiviteter er du også velkommen til at kontakte os.

Kontaktinformation

Torben Bonde Lauridsen, e-mail: torlau@um.dk

Nikolaj Helm-Petersen, e-mail: nikhel@um.dk

Fra "No sex please, we are British" til "So ein Ding müssen wir auch haben"

Nikolaj Helm-Petersen — Mon, 06 Aug 2012 14:45:00 +0200

Med eliteuniversiteterne i Oxford og Cambridge er Storbritannien permanent europamester når det gælder om at huse de bedste universiteter. Både de mange forskellige universitetsranglister såvel som bevillingsstatistik fra det prestigefyldte Europæiske Forskningsråd ERC peger entydigt på de to britiske universiteter som værende Europas førende akademiske højborge.

Derimod er englænderne ikke i den europæiske elite når det gælder innovation. 2011-udgaven af Europa-Kommissionens Innovation Union Scoreboard placerer således englænderne på en europæisk 6. plads efter de fire 'innovationsledere' Sverige, Danmark, Tyskland, Finland samt Belgien. De britiske forskningsudgifter målt i procent af bruttonationalproduktet (BNP) ligger også langt nede i OECD's opgørelse. Med blot 1,77 procent af BNP anvendt på forskning og udvikling i 2010 indtager Storbritannien en 19. plads i den internationale statistik. Og der er – set med britiske øjne – ganske langt op til de tre nordiske EU-lande, der alle har nået Barcelona-målet (3 procent af 2010-BNP anvendt på forskning og udvikling) såvel som til Europas tre tysktalende nationer, der alle investerer i underkanten af 3 procent (Tyskland: 2,82 procent, Østrig: 2,76 procent og Schweiz 2,99 procent).

Men hvad er mon forklaringen på englændernes begrænsede innovationskapacitet og lavere forskningsinvesteringer? London er jo et globalt finanscenter. Manglende adgang til finansiering, viden og teknologi kan derfor næppe være forklaringen. Et gæt kunne være, at englænderne måske hviler for meget på fortidens storhed og de historiske laurbærblade?

Hæderkronede citater som God save the Queen, No sex please, we are British eller det internet-cirkulerende fiktive brev fra John Cleese til det amerikanske folk (rummende guldkornscitater som fx There is no such thing as "US English". We will let Microsoft know on your behalf) beskriver på forskellig vis englænderne som de – med et glimt i øjet – opleves af omverdenen og som de måske også ser sig selv? Opfattelsen af Storbritannien som et stort kulturlandskab where history and tradition prevails og hvor dannede mennesker forsat går på rævejagt, spiller polo og cricket og drikker five o'clock tea served in proper cups, no mugs please and with cucumber sandwich sidder formentlig i mange mennesker. Og måske dette – når alt kommer til alt – ikke er den mest innovationsfremmende mentale (selv)opfattelse?

"The master of turning research into commercial outcomes, Germany's Fraunhofer Society, has set up shop in the UK".

Imidlertid er tingene nu ved at ændre sig. Angiveligt er den "tyske" formulering So ein ding müssen wir auch haben oprindeligt en dansk opfundet sprogblomst. Men nu har englænderne – eller i første omgang deres skotske brødre – taget begrebet til sig. Med pomp og pragt kunne både BBC og Times Higher Education således i slutningen af maj annoncere at Fraunhofer i samarbejde med University of Strathclyde bygger et laser forsknings- og teknologicenter i Glasgow – The Fraunhofer Centre for Applied Photonics. Centeret forventes at åbne i 2014 og medfinansieres af universitetet såvel som diverse andre skotske midler. Antallet af ansatte forventes at blive på op imod 80 i løbet af de første fem år. Og måske nok så vigtigt skiver BBC: It is expected to be the model for more Fraunhofer research centres around the UK.

: ERA – the European Research Area har hidtil været et begreb politikere og forskningsbureaukrater har talt om. Men når Europas store forskningsaktører for alvor begynder at etablere sig på kryds og tværs af landegrænserne, vil ERA-realiseringsprocessen tage afgørende fremadrettede skridt. Fotocollage: Innovation Centre Denmark.

Selv beskriver det tyske Fraunhofer-Gesellschaft sig som "die größte Organisation für anwendungsorientierte Forschung in Europa". Denne meget lidt Jantelovsinspirerede selvopfattelse bakkes dog op af statistiske data. Siden 2. verdenskrig er antallet af Fraunhofer institutter således støt vokset fra ét til de nuværende 60 institutter. Den årlige FP7-monitoring report placerer Fraunhofer som den europæiske forskningsorganisation der til dato har deltaget næst flest gange i FP7 (kun overgået af franske CNRS). Budgetmæssigt er FP7 verdens største forskningsprogram.

Og selv om Tyskland er et stort land er vækstmulighederne ikke uendelig. De tyske blikke kastes derfor i stigende grad også mod udlandet. I 2009 åbnede datterselskabet Fraunhofer Austria Research GmbH med aktiviteter i to østrigske byer. I 2012 indgik Fraunhofer et partnerskab med British Columbia, og med den aktuelle ekspansion i Skotland vokser Fraunhofers internationale engagement yderligere. Samlet har Fraunhofer allerede forskellige (samarbejdes)aktiviteter i en lang række lande verden over.

Forskningsmæssigt har de driftige, tyske anvendelsesorienterede tyske forskere formentlig mod på endnu mere internationalt samarbejde, hvad der heller ikke synes at være helt urealistisk, idet indtægterne fra ejerskabet af MP3-patentet naturlig giver visse økonomiske muligheder.

Men Fraunhofer er – som enhver anden skatteyder(med)finansieret organisation – også underlagt herskende politiske vinde. Særligt når man lever i en tid hvor gennemsnitstyskeren vånder sig over vel rigelig medfinansiering af sydeuropæisk eurogæld så kan det meget vel være, at tidsånden ikke helt er til en storstilet international forskningsekspansion. Men det får tiden vise.

Fakta:

Fraunhofer har (endnu) ingen danske filialer men optællinger af både sampubliceringer og fælleseuropæiske forsknings(råds)bevillinger udpeger Fraunhofers ca. 20.000 medarbejdere som værende blandt danske forskeres fortrukne tyske partnere.
Flere af de hjemlige danske 9 GTS-institutter, som på en række punkter ligner de tyske Fraunhofer Institutter, har allerede etableret sig med aktiviteter uden for Danmarks grænser. Det gælder bl.a. Teknologisk Institut, Force Technology og DHI.

En ultrarig tysk erhvervskvinde og 4.329 entreprenante nyuddannede danske kandidater

Nikolaj Helm-Petersen — Mon, 30 Apr 2012 10:10:08 +0200

Mens nyuddannede i Danmark rammes af ledighed har Technische Universität München med UnternehmerTUM Center for Innovation and Business Creation fundet opskriften. En tredjedel af alle studerende ved det teknisk-videnskabelige sydtyske eliteuniversitet har været omkring iværksættercenteret inden de forlader universitet. Nu valfarter danskerne dertil og der er meget at inspireres af.

Finanskrisens ubehagelige efterladenskaber i form af høje arbejdsløshedstal for nyuddannede er desværre fortsat et presserende problem. Med udsigt til vedvarende smalhals i den offentlige sektor, et dansk erhvervsliv i lavere gear og et tilsyneladende generelt dansk vækstproblem, kan vi næppe bare tilbringe tiden i de berømte hængekøjer afventende bedre tider mens arbejdsløse nyuddannede ophobes. Når hverken politikerne eller de arbejdsløse akademikere kan borttrylle de halvkedelige beskæftigelsestal i den hjemlige økonomi må mere håndgribelige redskaber nok overvejes. Én af de ting man fra dansk side her kan ty til er yderligere at fremme entreprenørånd og iværksætteri ved universiteterne. Dette ud fra en simpel hvad-udad-tabes-skal-indad-vindes-devise: Når jobbene ikke er derude så må vi selv skabe dem. Og når man i München kan producere både øl og entreprenante universitetsstuderende, så må danskerne også kunne gøre dem kunsten efter.

Ifølge Styrelsen for Universiteter og Internationalisering var der i 2010 i alt 12.989 studerende, der fuldførte en kandidatuddannelse ved danske universiteter. Omregnet til danske forhold ville TUMs tredjedelsmodel indebære at de danske universiteter tilsammen årligt skulle producere 4.329 kandidater, som hver især havde været igennem en eller flere iværksætteraktiviteter undervejs i studiet i form af kurser, seminarer, workshops, summer-schools, formaliserede skemalagt semesterundervisningsforløb, foredrag, gå-hjem-møder, coaching sessioner osv. Der findes ikke detaljerede opgørelser af hvor mange studerende der indgår i de forskelligartede iværksætteraktiviteter ved de 8 danske universiteter. Men har man fulgt med i området synes der klart at være tale om et hastigt stigende aktivitetsniveau. Fra 2003 og frem har Videnskabsministeriet / Uddannelsesministeriet årligt publiceret Iværksætterbarometeret med opgørelser af nogle typer iværksætteraktiviteter. Bevillingsmæssigt blev der desuden i 2010 for alvor sat skub i tingene med en 80 millioner kroners bevilling til to store satsninger. Med 45 millioner til Det Entreprenørielle Universitet modtog AU de fleste midler mens CBS, DTU og KU ved samme lejlighed tilsammen modtog 36 millioner til et universitetsbaseret entreprenørskabscenter i hovedstadsområdet. Endelig har EU-midler og ikke mindst Fonden for Entreprenørskab støttet en lang række konkrete projekter ved de danske uddannelsesinstitutioner. Bag Fonden står fire ministerier samt en hel række organisationer og virksomheder.

: Danske universitetsstuderende fra Katapult (KU, DTU og CBS) på besøg i Fraunhofer Venture i München-hovedkontor. Fraunhofer institutterne er Europas største organisation for anvendelsesorienteret forskning og har med ejerskabet af MP3-patenter økonomiske muligheder for at forfølge lovende ideer. Foto: Nina Riis, Katapult, Københavns Universitet.

I dag rummer det danske universitetslandskab en rigdom af centre, enheder, foreninger og projekter som hver især promoverer studenteriværksætteri, udbyder entreprenør fag, -forløb og -viden, coacher, opmuntrer, informere og fundraiser. I hovedstadsområdet står bl.a. CBS, DTU og KU sammen bag både CIEL og Next Generation. Herudover huser DTU Væksthus+ og Stardust-DTU.dk mens KU's bio-, natur- og sundhedsvidenskabelige fakulteter står bag studenterhuset Katapult. På samme vis er Katalyst aktiv på KUA. Ved CBS finder man Copenhagen School of Entrepreneurship samt studenterforeningen 360 mens AU Center for Entreprenørskab og Innovation og STARTit er aktive i Århus. I Nordjylland kan man finde SEA Supporting Entrepreneurship og KickstartAAU.dk og ved Syddansk Universitet IDEA Entrepreneurship Centre. Hjemstederne for ITU Innovators og RUCinnovation giver vist sig selv og endelig finder man på Gatetocreate.dk en sammenslutning af danske iværksætter-studenterorganisationer.

Hvad kan vi lære af de tyske erfaringer?

Først og fremmest har en række tyske universiteter nok fokuseret på vigtigheden af entrepreneurship og studenter-iværksætteri før vi gjorde. Nærlæsning af danske hjemmesider efterlader indtryk af et område præget af reorganiseringer, fusioner, navneskifte og knopskydninger mv. En dansk 2007-evaluering beskrev således en pioneering era. Der synes stadig i dag at være tale om et område i vækst. Men også – sammenholdt med universiteternes traditionelle fokus på forskning og uddannelse – et område som forsat er i sit vordende. Organisatoriske og rammemæssige forhold omkring universiteternes indsats debatteres da også flittigt: Omkring finansielle incitamenter har direktøren for ASE a-kassen for selvstændige fx foreslået, at de danske universiteter belønnes økonomisk efter antallet af selvstændige, de udklækker, mens landets studenterforeninger netop overfor Christiansborg har efterlyst mere fleksibilitet i studieopbygningen og større erhvervssamarbejde som vigtige indsatsområder.

I München – byen der (næsten) ser sig selv som Europas svar på Silicon Valley – har et par universiteter med succes valgt et tredje fokus: De har inviteret de allerrigeste erhvervsfolk inden for universitetsmurene og tildelt dem centrale roller i arbejdet med entreprenørskab. Dette har som et andet kinderæg affødt hele tre ting: erhvervsnærhed, finansiering og rollemodeller.

"Mit meinem Engagement möchte ich als Unternehmerin ein Zeichen für die Förderung von Unternehmertum in Deutschland setzen. Die Arbeit der UnternehmerTUM ist ein wichtiger Schritt zu einer neuen Gründerkultur in unserer Gesellschaft."

Susanne Klatten, Gesellschafterin und Vorsitzende des Aufsichtsrats der UnternehmerTUM GmbH.

Sæt en rigmand/kvinde for bordenden

Susanne Klatten, økonom og arving efter BMW-familien, er ifølge Forbes god for 13 milliarder dollars, en af de rigeste personer i Tyskland og nummer 59 på verdensranglisten. Hun er også formand for bestyrelsen ved UnternehmerTUM og har hjulpet centeret på benene med en 5-årig startpakke på 2,8 mio. euro. Falk F. Strascheg er en af Europas største business angels og venture capitalist. Han har været formand for European Private Equity and Venture Capital Association og har angiveligt selv understøttet 160 nye teknologivirksomheder. Han er også manden bag Strascheg Centeret for Entrepreneurship ved Hochschule München – i dansk sammenhænge nok mest at sammenligne med en kombineret handels-, ingeniør- og professionshøjskole. Ikke desto mindre har netop Hochschule München for næsen af byens store akademiske eliteuniversiteter TUM og LMU i 2011 vundet den føderale tyske konkurrence EXIST om status og penge som autoriseret tysk Gründerhochschulen. Universiteterne imellem både samarbejdes og konkurreres der dog forsat på livet løs – og aktivitetsniveauet er højt. Møder man således en regnvåd hverdagsaften op til oplæg om fordele og ulemper ved forskellige ejerkonstruktioner mødes man af 50 interesserede studerende, som flittig spørger løs til den indbudte juridiske ekspert.

Oversat til danske forhold ville de tyske erfaringer svare til at Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Gunhild Kirk Johansen (Lego-familien) eller måske Jørgen Mads Clausen (Danfoss), Niels Due Jensen (Grundfos) og Lars Larsen (Jysk) hver især tilbød tid, opmærksomhed og personlig ekspertise til de mange initiativer, der vokser frem af de iværksætterlystne danske universitetsmiljøer. Dette ville nok med garanti skabe noget af den praksisnærhed og tilknytning til erhvervslivet, som efterlyses. Og mon ikke et personligt arrangement ville få de velhavende danske rigmænd og –kvinder til før eller siden også at donere lidt af den personlige formue?

Japansk naturkatastrofe, tysk atomausstieg og optur for dansk cleantech

Nikolaj Helm-Petersen — Wed, 14 Mar 2012 20:20:00 +0100

Forlaget Duden, som udgiver den tyske retskrivningsordbog, har travlt med registrering af nye ord. For år siden var Bundeskanzlerin et betydningsfuldt nyt ord på tysk. I dag er det Atomausstieg, der kandiderer til prisen, som årets vigtigste sproglige nyskabelse. Atomausstieg referer til den tyske beslutning om helt at forlade kernekraft som energikilde. En beslægtet sproglig tysk nyskabelse er derfor ordet Energiewende, der vel bedst kan oversættes med "energipolitisk u-vending".

Baggrunden er naturligvis sidste års katastrofe i det japanske Fukushima atomkraftværk. Som det i anledning af etårsdagen så fint opsummeres af Ingeniøren, gjorde katastrofen særligt stort indtryk i Tyskland, hvor politikerne vedtog en komplet udfasning af atomkraft som energikilde. Ingeniørens statusartikel ét år efter Fukushima påpeger samtidig, at politikerne i Schweiz, Italien og Belgien forsat overvejer deres energipolitiske situation, mens Storbritannien, Frankrig, Sverige, Holland, Spanien og Finland på trods af Fukushima har valgt at fortsætte med atomkraft.

Men hvorfor reagerer de europæiske politikere mon vidt forskellige stillet over for de samme skræmmende japanske tv-billeder? Umiddelbart er det fristende, at pege på den i dele af den tyske befolkning forlods udbredte modstand mod atomkraft. Modstanden har tidligere materialiseret sig i form af protester og angreb på atomaffalds-togtransporter. Et andet forhold er, at tysk politik måske er på vej ind i et helt nyt paradigme. I hvert fald fik bilhøjborgen Baden-Württemberg i 2011 sin første grønne delstatsregering. Et tredje forhold er, at atomkraft faktisk kun tegner sig for en mindre andel af tyskernes energiforsyning, hvilket placerer landet i en noget anden situation end fx Frankrig.

: U-Bahn reklame fra en af de tyske virksomheder, der profiterer af atomausstieg. Foto: INDK.

De præcise årsager til at tyske politikere reagerede anderledes end deres europæiske kollegaer, er ikke helt klare. I kommende år vil politologer og sociologier sikkert forske i, hvorfor netop tyskerne traf en anden beslutning end deres europæiske kollegaer. Derimod er det allerede klart, at den tyske beslutning vil få store implikationer. Og at beslutningen i høj grad optager den tyske befolkning. En hel stribe af de store tyske aviser som Süddeutsche, Spiegel og Zeit har således oprettet tematiske hjemmesider om udfasningen af atomkraft.

Britisk ideologi og tysk pragmatiker – også i energipolitikken

Den østtyske fysikeruddannende Angela Dorothea Merkel sammenlignes jævnligt med biografaktuelle britiske Margaret Thatcher. Udover et politisk tilhørsforhold i konservative partier samt det forhold, at begge har indskrevet sig i historiebøgerne, som kvindelige regeringsledere, så har de to konservative kvinder imidlertid ikke alverden til fælles. Faktisk kan man argumentere for, at lige så ideologisk som Thatcher kunne være, ligeså pragmatisk er Merkel anlagt. Forskellen på de to regeringsledere kan også ses i deres energipolitiske beslutninger. Thatcher kæmpede og gennemtvang – efter hårde konfrontationer med walisiske minearbejdere – de kulminelukninger hun helhjertet troede på. Angela Merkel derimod – hun huskede på Jens Otto Krag – man har et standpunkt til man tager et nyt. Netop hendes politiske kovending i spørgsmålet om atomkraft illustrerer glimrende Bundeskanzlerinnens pragmatiske evner. Som Information beskriver det med én enkelt sætning "Da Tysklands kansler Angela Merkel stod op den 11. marts [2011] om morgen, var hun aktiv fortaler for atomkraft. Inden dagen var omme, var hun blevet modstander".

Danske cleantech kompetencer – og tyske energibehov, match made in heaven?

Lykke Friis, vores egen tidligere klima- og energiminister, har netop i endnu et fodbold-anekdote krydret blogindlæg også været inde på den (forhastede) tyske Atomausstieg-beslutning. I hvert fald foreligger der nu et år efter katastrofen forsat ikke en entydig køreplan for præcis hvordan U-vendingen skal gennemføres, hvilke teknologier der skal satses hvor meget på og frem for alt, hvem der i øvrigt skal betale. Og der er tale om mange hensyn, der skal sammenvejes, når tyskernes fremtidige energiforsyning fastlægges. Geografisk er det en udfordring, at en pæn del af atomkraftværkerne og den strømforbrugende industri ligger i syd, mens det samtidig er mod nord, at vinden for alvor blæser. Og de samme miljøbekymrede tyskere, som ikke bryder sig om atomkraft, bryder sig sjovt nok heller ikke om 1000vis af nye højspændingsmaster og slet ikke i egen baghave. Teknologimæssigt er det yderligere en udfordring, at den hidtidige tyske solcellesucceshistorie nu for alvor trues af kinesere, der puster de solcelleglade og ikke mindste solcelleproducerende tyskere i nakken.

: Tysk U-Bahn studievalgsreklame. Som den kvikke amagerikanske læser vil bemærke, er der tale om en solcelle-, vindmølle- og elbils-photoshoppet udgave af kiosken fra Amager Strandpark. Foto: INDK.

Endelig er det branche- og erhvervs- og delstatsmæssigt desuden en særlig tysk udfordring, at flere delstater huser store bilproducenter. I spørgsmål om hvilke infrastrukturer for brint- og brændselsceller, hybrid- og elbiler, der nu skal udvikles og (muligvis) sidenhen opføres langs lande- og motorveje, er der langt fra enighed aktørerne imellem. Aktuelt afventer alle derfor resultaterne af den igangværende konkurrence om at blive udpeget som en af de 3 til 5 Schaufenster Region für Elektromobilität. Den føderale regering har besluttet, at der skal anvendes godt 1,3 milliarder kr. til prestigesatsningen i form af et antal regionale demonstrations- og pilotprojekter. I de kommende år vil danske turister og langturschauffører derfor forventeligt kunne iagttage fremvæksten af sådanne demonstrationsprojekter på rastepladser, i tyske rendestene og vejgrøfter.

Til de danske virksomheder, forskere og øvrige udbydere af innovative transport- og energiteknologiske løsninger skal der derfor lyde en særlig opfordring: Hold jer til, nu! Den helt forkromede tyske energiteknologiske køreplan foreligger endnu ikke. Ikke desto mindre er det nu, at vigtige beslutninger tages, og det er nu, at kuglerne til kommende energiteknologiske standarder for 80 millioner tyskere støbes. Og så er der i øvrigt hjælp at få:

13 til 15. april 2012 afholder Innovation Center Denmark, München arrangementet Smart Green Home – where the smart grid meets Smart Metering. Arrangementet afholdes i samarbejde med førende sydtyske offentlige og private energiaktører. Fokus er energibesparelser og de udfordringer, som opstår ved integration af stadig mere vedvarende energi i et samlet el-net. Dette er områder, hvor danske forskere og virksomheder har vigtige kompetencer. Mulighederne for dansk-tysk matchmaking er derfor særligt oplagte.

Mere information hos: Christian Bäres chrbar@um.dk eller Nikolaj Helm-Petersen nikhel@um.dk.

Læs også Søren Staunings blog fra München

Abonnér på blogs via e-mail

Nære naboer og dog forskellige – elementer af dansk og tysk forskningspolitik

Nikolaj Helm-Petersen — Thu, 08 Mar 2012 15:20:00 +0100

Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at Danmark og Tyskland forskningsmæssigt havde endog meget til fælles. Begge lande er velhavende EU-lande, åbne økonomier og hjemhørende blandt verdens mest forskningsintensive nationer. Danmark har således med godt 3 % af BNP anvendt på forskning og udvikling nået den berømt Barcelona-målsætning, mens Tyskland ligger en anelse under treprocentsmålet. Begge lande huser førende universiteter, og både Tyskland og Danmark er mangeårige deltagere i en stribe fælleseuropæiske forskningssamarbejder som ESA, ESO, CERN, EUREKA og ikke mindst EU's store rammeprogrammer for forskning.

Ud fra devisen – jo mere vi er sammen, jo mere ens bliver vi – kunne man vel tænke sig, at årtiers fælles deltagelse i europæisk forskning havde haft 'strukturerende effekter' og ført til de af EU-kommissionen ofte efterspurgte harmoniserende effekter i de i udgangspunkt forskelligartede nationale forskningslandskaber.

Dykker man ned i konkrete forskningspolitiske problemstillinger, vil man dog hurtigt se, at ganske rigtigt findes der ligheder de to lande imellem – men samtidig er der også ganske betydelige forskelle mellem forskningen i hhv. Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark.

(De)centralisering

Først og fremmest er Tyskland stort, og Danmark lille. Størrelse betyder dog som bekendt ikke alt – og man kan med lidt god vilje godt sammenligne forsknings- og uddannelsessystemerne i små og store lande. I tilfældet Tyskland er det imidlertid mest oplagt at sammenligne med et andet af Europas små lande: Belgien. Det langsomt desintegrerende belgiske kongerige har populært sagt syv undervisningsministre – én fra hver af de tre delstater (Bryssels, Vallonien og Flandern), en fra hvert af de tre sprogsamfund med egen juridisk status (det franske, det flamske og det tyske) og endelig også en føderal minister.

Et sådant lettere kompliceret politisk set up kan med variationer genfindes i Tyskland, hvor forskningspolitikken tegnes af den føderale Bundesministerin Annette Schavan (CDU) i tæt – eller mindre tæt – samklang med i alt 16 tyske delstatsministre. I sagsområder som fx dele af innovationspolitikken – der befinder sig i grænselandet mellem forsknings- og erhvervspolitik – kan de tyske beslutningsprocesser endog involvere flere ministre fra hver af de 16 delstatsregeringer.

Samlet synes beslutningskompetencerne i det danske forskningspolitiske landskab således at være mindre komplicerede og mere centraliserede, end tilfældet er i det føderale Tyskland.

Globaliseringens udfordringer

Både tyske og danske politikere har modigt forsøgt at analysere og takle de globaliseringsudfordringer, som en række lande står over for. I Danmark barslede VK-regeringen i 2006 med en Globaliseringsstrategi, og på samme vis har den nuværende danske regering en ny og omfattende samlet dansk innovationsstrategi på tegnebrættet (jf. side 21 i Regeringsgrundlaget). I Tyskland er det den oprindelige Hightech-Strategie (ligeledes dateret i 2006) samt en revideret nyere udgave Hightech-Strategie 2020 für Deutschland (vedtaget i 2010), som tegner de overordnede bud på reformer og ideer samt forskningsinitiativer og ikke mindst de forskningsmidler, der skal fremtidssikre vidensamfundet Tyskland – eller som det hedder hernede Deutschland – Land der Ideen.

Men én ting er fine planer og rapporter – noget andet er den faktiske placering i det globale vidensamfund. Den nyeste udgave af Europa-Kommissionens årlige rangsliste over EU-landenes innovationskapacitet 2011 Innovation Union Scoreboard placerer Danmark som en flot europæisk nummer to (efter Sverige) og skarpt forfulgt af Tyskland på en europæisk tredjeplads. Altså pæne placeringer til begge lande, så de to landes respektive 2006-globaliseringsinitiativer synes at have gjort et eller andet rigtigt.

Og de kvindelige talenter: Regeringsledere: √ Professorer: øh …

Tager man fat i en anden af Europa-Kommissionens mange landesammenligninger, She Figures 2009, ser billedet både for Danmarks og for Tysklands vedkommende dog knap så rosenrødt ud.

En central kompetence i det globale vidensamfund handler om evnen til at tiltrække de klogeste hjerner – det være sig mænd som kvinder. Og det er de to nabolande tilsyneladende fælles om ikke rigtigt at mestre. Med blot 12 procent kvindelige professorer i både Tyskland og Danmark ligger begge lande langt nede på den europæiske landerangliste med kun omkring halvt så mange kvindelige professorer som i nabolandene Schweiz (22 %) og Finland (23 %).

Senere i år udkommer den næste version af Kommissionens She Figures 2012 med opdaterede landedata. Her bliver det spændende at se, om udviklingen de sidste tre års har ført til ændringer i listen. Skulle Danmark og Tyskland fortsat indtage bundplaceringer i den kommende opgørelse af kvindelige professorer, kan man jo så i det mindste glæde sig over, at de to lande har været mere succesfulde med at spotte kvindelige talenter ved besættelse af helt andre stillinger – nemlig jobbet som regeringsleder.

Durch, für, gegen, ohne wieder og um – Kennst Du nicht den Akkusativ, dann bist Du wirklich dumm

Mens bøjning af små tyske ord kan være et mareridt for danskere og en leg for tyskerne selv – så er det i tysk forskningssammenhænge især de to små ord indenfor eller udenfor, som spiller en særlig rolle. Mere specifikt er det spørgsmålet om, i hvilket omfang den offentlige forskning skal placeres inden for eller uden for universiteternes mure, der trænger sig på.

Danske universiteter og sektorforskningsinstitutter gennemførte for år siden et større massebryllup med det resultat, at Danmark nu er blandt de lande, hvor offentlig forskning i særlig høj grad er koncentreret inden for universiteternes mure. Argumenterne for indfusionering af de mange danske sektorforskningsinstitutioner var bl.a. øget tværfaglighed og forskningsmæssig kritisk masse – men også det forhold, at universitetsuddannede med deres forskningsbaserede uddannelse udgør en særligt vigtig videnspredningsmekanisme.

Undersøgelser peger således på, at nyuddannede kandidater, der tager frisk forskningsbaseret viden med sig ud i samfundet, er mindst lige så vigtige videnspredningskanaler som publicerede artikler og solgte patenter. Her er det dog en klar forudsætning, at kandidaterne faktisk har haft mulighed for at møde forskere og forskning undervejs i deres studieforløb, og dette sker nok alt andet lige nemmest, hvis både studerende og forskere befinder sig sammen inden for samme universitetsmure.

I Tyskland er den offentlige forskning omvendt spredt ud på mange aktører. Faktisk på rigtigt mange forskellige aktører. De knap 400 tyske videregående uddannelsesinstitutioner (fordelt på 104 Universitäten, 184 Fachhochschulen, 52 Kunst- und Musikhochschulen, 6 Pädagogische Hochschulen, 14 Theologische Hochschulen og 31 Verwaltungsfachhochschulen) må således konkurrere med et ligeledes ganske stort antal sektorforsknings-, branche- og GTS-lignende institutter om de offentlige forskningsmidler.

I alt fire større tyske forskningsorganisationer (alle opkaldt efter historiske tyske videnskabsmænd) tegner sig tilsammen for næsten 250 forskningsinstitutter og øvrige enheder fordelt ud over forbundsrepublikken i et komplekst mønster:

Helmholtz-Gemeinschaft (16 centre og forskningsinfrastrukturer)
Max-Planck-Gesellschaft (80 grundforskningsfokuserede institutter)
Fraunhofer-Gesellschaft (60 institutter med kontraktfsk. og anvendelsesorienteret innovation)
Leibniz-Gemeinschaft (86 uafhængige institutter med fokus på forskningsbaseret samspil mellem videnskab, erhverv, samfund og myndigheder)

Med den tyske forskningsorganisering – hvor en pæn del af de offentlige forskningsmidler anvendes til ikke-universitær forskning – bliver det en særlig udfordring at sikre forskningsbaseret uddannelse. Ikke mindste i et land som Tyskland, hvor antallet af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner er eksploderet. Løsningerne har tyskerne bl.a. søgt via delestillinger og omfattende forskningssamarbejder på kryds og tværs. Elementer af de tidligere danske forskerskolekonstruktioner, hvor ikke-universitære partnere systematisk inddrages i forskeruddannelsesforløbene, kan således også genfindes hernede.

Alt for lille – men kun på overfladen

En anden implikation af det særlige tyske forskningslandskab er, at Tyskland simpelthen kommer til at se alt for lille ud. I hvert fald hvis man kigger på de forskellige globale universitetsranglister. En række tyske universiteter klarer sig ganske pænt på listerne. Men tager man landets størrelse i betragtning, burde der simpelthen være endnu flere tyske universiteter på listerne, og naturligvis gerne også i toppen af listerne.

Forklaringen er bl.a., at en pæn del af de tyske forskningspublikationer udgår fra institutter uden for universitetsverdenen. Her er nogle af de tyske nobelpristagere (Max Planck alene 17 stk.) og andre forskningsmæssige hotshots også hjemhørende. Institutionsmæssigt bliver disse vigtige tyske forskningskompetencer slet ikke inkluderet i universitetsranglisterne, der jo i sagens natur kun tæller og måler på netop universiteter. Det store og stolte Tyskland (82 mio. indbyggere) må derfor i nogle universitetsrangslister lide den tort at se sig selv overgået i antal globale top-200 universiteter af det lille naboland Schweiz (8 mio. indbyggere). Antalsmæssigt ligger Danmark (5½ mio. indbyggere) ikke helt så højt. Men med en række flotte placeringer til KU, AU og DTU alt efter de forskellige universitetsranglister, kan vi vores størrelse taget i betragtning nu også godt være med i det finere selskab.

Und jetzt fahren wir weiter

Som eksemplerne illustrerer, er der både forskelle og ligheder mellem dansk og tysk forskning. Så hvad kan man i grunden konkludere? Først og fremmest er de to lande fælles om allerede at have konkurrencedygtige forskningssystemer. Forskningspolitiske aktører i de to nabolande er også fælles om at ville mere endnu. Det sker ved løbende at tage bestik af globaliseringen og dens implikationer for internationalisering af den samlede videntrekant (forskning, uddannelse og innovation).

Åbningen af danske innovationscentre i Silicon Valley, Shanghai og München samt en dansk forskningsattache i Sao Paulo er således små, men vigtige brikker i en dansk internationaliseringsstrategi. Med 2585 fælles dansk-tyske forskningsprojekter bevilget under de først fem år af EU's 7. rammeprogram for forskning (FP7) er Tyskland allerede danske forskeres foretrukne samarbejdspartner, når man tæller fælles EU-bevillinger. Årligt er der desuden godt 90 unge tyskere, som påbegynder et ph.d.-forløb ved danske universiteter. Kaster man et blik på den forsknings- og innovationsmæssige krystalkugle, bliver det imidlertid hurtigt tydeligt, at potentialerne for øget dansk og tysk samarbejde er langt større. Og netop disse potentialer vil denne blogger skrive mere i kommende opdateringer.

Læs også Søren Staunings blog fra München

Abonnér på blogs via e-mail