Stjernetræf på Stanford – en personlig beretning om vejen fra Kolding til Palo Alto t/r

Jeg heder Kim Klyver og er til daglig lektor på Syddansk Universitet, hvor jeg forsker i entreprenørskab. I slutningen af april 2008 fik jeg besked om, at jeg havde vundet Stanfords Scancor Postdoctoral Award, der gav mig et års postdoctoral studier på Stanford University. Jeg var overvældet af glæde, spænding og begejstring, men følte samtidig også en vis frygt. Jeg fik nu mulighed for at arbejde på et af verdens bedste universiteter og blandt verdens førende forskere.

Forbillederne står i kø på Stanford

Der er forskellige forskere, der i forskellige perioder af min akademiske karriere har flyttet min tankegang i kvantespring. Under mine kandidatstudier var det specielt to forskere, der flyttede min tankegang og vakte min interesse – Richard Scott og James March. Senere under mine phd-studier var det specielt en forsker, Mark Granovetter, hvis ideer var primære kilde i min afhandling. Alle tre forskere har længe været professorer på Stanford University. Det vidste jeg faktisk ikke den dag i april, men det gik hurtigt op for mig efter lidt søgning på nettet, og samtidig gik det op for mig, hvad det var for et sted, jeg var på vej hen. De tre vigtigste forskere for min intellektuelle udvikling vandrede rundt i bygningerne på det universitet, jeg skulle arbejde for det næste år. Spændende, og skræmmende.

Slipset er gemt væk, når stilen er California Loose.

Mindst en idé pr. professor, som resten af verden arbejder med

Jeg har senere fundet ud af, at disse tre Stanford-professorers forskning ikke er særegen i deres betydning sammenlignet med andre Stanford-professorer. Alle professorer på Stanford har bidraget med nye innovative ideer, der har fået forskere verden over til at rynke på øjenbrynene. Jeg hørte på et tidspunkt Woody Powell, leder af SCANCOR, sige, at Stanford-professorer, der udgør en meget lille del af verdens professorer, udmærker sig ved at have bidraget med mindst en idé, som resten af verdens professorer beskæftiger sig med.

Condoleezza Rice spørger om vej

De er altså en meget lille bitte del af forskersamfundet, der har bidraget med langt størstedelen af idékagen og videnskagen. Det faktum gør Stanford til et fantastisk, uvurderligt og bemærkelsesværdigt intellektuelt miljø, der kun findes ganske få steder i verden. Og det skulle jeg nu deltage i. 'Stjernetræffet' blev for mig fuldendt, ironisk nok, da Condoleezza Rice, efter hendes tilbagevenden som Stanford-professor efter aftjent værnepligt som USA's udenrigsminister, sammen med sin assistent bankede på min kontordør og spurgte hvor lokale 3.01 var. Det var en surrealistisk oplevelse, specielt fordi jeg efterfølgende fandt ud af, jeg sendte hende i forkert retning.

Forventningerne er blevet indfriet. Sådan da

Mit år er nu næsten gået, og jeg har fået muligheden for at reflektere over min oplevelse i denne blog. Og spørgsmålet er selvfølgelig, om det hele levede op til mine forventninger? Ja, det gjorde det. Men det har været en sand balancekunst at prøve at få mest muligt ud af mit kortvarige ophold. Personligt udviklede jeg selvfølgelig nogle ambitioner omkring opholdet, og samtidig følte jeg, og føler jeg, et vist forventningspres fra den akademiske hjemmefront, på trods af der ikke er formuleret nogle sådan forventninger.

På den korte bane burde et sådant ophold give udslag i en væsentlig stigning i antallet af internationale publikationer. Med et helt år uden administration og undervisning er der nærmest uanet tid til forskning – det er hele ideen med en postdoc. Ambitionerne om at øge antallet af internationale artikler bevirker, at man bør bruge sin tid på artikelskrivning. Og det betyder i virkeligheden, at året bliver en produktionsperiode. Det ville være en tilgang.

Her holder jeg oplæg for Vejle Handelsskole, som kiggede forbi.

Netværk på bekostning af "produktion"

Jeg har imidlertid valgt også at prioritere en mere langsigtet læringstilgang, og således ikke blot set opholdet som en produktionsperiode, men ligeså vel som en læringsperiode. Jeg valgte denne tilgang, primært fordi muligheden for læring er unik på Stanford. Var jeg placeret et år i et sommerhus i en lille vestjysk landsby, var det selvfølgelig produktionen, der skulle være i fokus. Men her på Stanford havde jeg mulighed for at udvide min horisont, tilegne mig viden om nyeste teoriudviking, lære nye avancerede metoder samt etablere netværk til internationale topforskere. Med en sådan læringsambition bliver hverdagen på Stanford ganske anderledes. Her bliver det afgørende at deltage i mange forskellige seminarer, at tage diverse kurser samt i det hele taget at være nysgerrig og opsøgende. Det har jeg derfor også forsøgt sideløbende med 'produktionen'.

Jeg synes, jeg fandt den rette balance, men svaret på det kommer jo først om flere år. Om de kortsigtede produktionsambitioner bliver indfriet afsløres inden for de næste par år, men konsekvenserne af en eventuel langsigtet læring skulle gerne strække sig langt ud i fremtiden.

Helt ny universitetskultur

Under mit ophold har jeg oplevet en hel anden universitetskultur, end jeg har stødt på på de andre universiteter, jeg har arbejdet på. Mest fremherskende i forhold til danske universiteter er klart det akademiske hierarki, respekten for professorer blandt studerende, arbejdsmoralen, men allermest pres. Det er et intensivt pres på studerende og forskere indtil lektorniveau (og sikkert længere, men det har jeg ikke kunnet gennemskue helt) til konstant at præstere, der giver udslag i dels uanede arbejdsbyrder og sikkert mange frustrationer personligt og familiemæssigt. Jeg vil tro, det er prisen for at deltage i elitemiljøet. Brugen af ekstremt stærke energidrikke (og sikkert også ulovlige stoffer) er en del af mange studerendes hverdag i følge flere medier.

Palo Alto: Internationalt og entreprenant i ovenud fascinerende grad

Samtidig med mit møde med Stanford fik jeg også oplevet at bo i hjertet af Silicon Valley – Palo Alto. En lille, meget rig, by placeret i Bay Area 50 kilometer fra San Francisco, der er internationalt og entreprenant i en grad, der ovenud fascinerer. Hver gang jeg har siddet på en café og fået en kop kaffe, har jeg spekuleret over, hvilke af de forretningsmøder, der foregår rundt om en, der mon ender med at være den næste Google-kontrakt. Rygterne siger nemlig, at Google-kontrakten i sin tid blev formet på et møde på University Cafe – min foretrukne café.

Klædt godt på til nye akademiske udfordringer

Det har været et fantastisk år! Jeg ville aldrig være det foruden. Og det er en tvetydig følelse at skulle hjem. Men udover at det bliver personligt rart at komme hjem til venner og familie, bliver det også akademisk udfordrende at komme hjem til nye opgaver, forhåbentlig bedre klædt på. Det spændende akademiske liv er ikke blot at være en lille fisk i et kolossalt stort udfordrende farvand. Der er masser af andre typer spændende akademiske liv – ét af dem ser jeg frem til.