Innovation for begyndere
Søren Pedersen fra Aalborg Universitet er i praktik hos GomSpace, en dansk iværksættervirksomhed i Silicon Valley.
Jeg hedder Søren Pedersen, jeg er Masterstuderende i International Teknologiledelse ved Aalborg Universitet. Jeg er i praktik hos GomSpace, en dansk iværksættervirksomhed, der designer og producerer små satellitter (Cubesat). Praktikstedet er henlagt til Silicon Valley syd for San Francisco i det solrige Californien.

- Rasmus Jørgensen (til venstre) og Søren Pedersen på Innovation Center Denmark i Silicon Valley.
Her har jeg min daglige gang på Innovation Center Denmark, hvor jeg udfører de opgaver, min praktik indeholder. Det er at skabe bevidsthed omkring GomSpace i det amerikanske Cubesat-miljø. Den bevidsthed skal så omsættes til et netværk, hvori jeg skal forsøge at identificere potentielle samarbejdspartnere og skabe kontakten til dem. En meget spændende, men også udfordrende opgave for en uprøvet specialestuderende fra AAU. – Men som også har kastet utrolig mange gode oplevelser af sig.
Netværksarbejdet fra bunden
Hvordan opbygger man et netværk i verdens teknologinavle, når du stod af flyveren i går og stadig ikke har fundet et sted og bo? Svaret på det spørgsmål er let: Du opsøger heldet!
På min første dag hos Innovation Center Denmark afholdt centeret en reception. Her var der bl.a. besøg af Burton Lee (PDF), en Space Angel i Silicon Valley. Han har et særdeles godt netværk i nærmiljøet og synes, at GomSpace havde noget at byde på. Gennem Burton blev der lavet personlige introduktioner og med vedholdenhed, udholdenhed og stædighed er det lykkedes at skabe kontakt til nogen af verdens mest innovative virksomheder og organisationer i vores satellitverden.
Oplevelser i en ny verden
I takt med at målet definerer sig i arbejdet, så stiger mængden af oplevelser også. Møder med personer fra NASA, Aerospace Corp. og en enkelt professor fra Naval Post Graduate School blev arrangeret og afholdt. Professoren viste sig at være en erfaren astronaut, NASA er interesseret og et samarbejde med Aerospace Corp. er sat i værk. Derudover har jeg haft fornøjelsen af at være ministerchauffør i to dage for Bertel Haarder gennem Innovation Center Denmark, der havde fint besøg. Min kæreste Laura, der er taget med herover, og jeg har også haft tid til at se meget af det vestlige USA og Hawaii.
Tre ting der undrer mig
- Spørger man en dansker om personens baggrund, kommer der ofte en lidt lang redegørelse om, hvad de har lavet. Spørger man en person, der arbejder i Silicon Valley bliver start-up nævnt inden der er gået 20 sek. Det er definerende for mennesker, der lever og arbejder her at være involveret i forsøg på værdiskabelse i form af nye virksomheder. Burde det ikke også være sådan i Danmark?
- I Danmark opfattes folk, der tager en risiko og fejler som tabere. I Silicon Valley er mennesker, der har taget risici og tabt ikke tabere, men derimod mennesker, der har lært noget. Hvorfor kan det ikke være en positiv egenskab at være risikovillig i Danmark?
- Hvorfor skal vejret være så dårligt i Danmark Praktikopholdet har været en oplevelse, jeg er glad for, og som har givet mig en ballast, som jeg tror, jeg vil trække på i mange år efter mine studier.




