Silicon Valley – iværksætteres paradis?
Rasmus Jørgensen fra Aalborg Universitet blogger om sit praktikophold på International Center for Innovation i Silicon Valley.
Jeg er masterstuderende i International Teknologiledelse ved Aalborg Universitet, hvor jeg i efteråret 2010 har været i praktik for International Center for Innovation. Jeg har været udstationeret på ICI's virtuelle kontor ved Innovation Center Denmark i Palo Alto i Silicon Valley USA.

- Rasmus Jørgensen (til venstre) og Søren Pedersen på Innovation Center Denmark i Silicon Valley.
Jeg har arbejdet og været tilknyttet EU-projektet NEFFICS (Networked Enterprise transFormation and resource management in Future internet enabled Internet CloudS), hvor jeg har arbejdet med at undersøge og analysere, hvilken relation der er mellem forskellige generationer af innovationsmodeller og forretningsmodellen.
I ICI-sammenhæng har jeg yderligere arbejdet med at tilvejebringe og udforme et teoretisk baggrund for at kunne digitalisere forretningsmodellen. Dette framework er p.t. ved at blive prototypet i en helt ny 3D-baseret forretningsmodel platform sammen med Stanford University Computer Science og Silicon Valley-virksomheden Katalabs. Projektet blev i øvrigt omtalt før jul i ComputerWorld og JP.
I mit masterprojekt er jeg tilknyttet i et internship i virksomheden Katalabs i Silicon Valley, etableret af danskeren Henrik Bennetsen sammen med en gruppe forskere fra Stanford og it-specialister fra Silicon Valley.
Vi er p.t. ved at lave en markedstest og undersøgelse af Katalabs produkt og deres nye IT framework, for på den måde at få feedback om brugen og mulighederne af katalabs-platformen. Dette vil blive en væsentlig del af min empiriske baggrund for mit masterprojekt. Min master vil dermed prøve at redegøre for, hvordan virksomheder med brug og innovation af forretningsmodeller delvist kan få overblik over deres virksomhed som helhed, og samtidig få mulighed for at se, hvor og hvordan de kan udvikle sig.
The land of opportunities
Inden jeg kom til USA, havde jeg mange fordomme om, hvordan amerikanerne ville være, nogle negative, andre positive. Nogle af dem har jeg også fået bekræftet, men andre ting har overrasket mig meget. Jeg tror, vi som danskere kan have en tendens til at være fordomsfulde, hvilket også kan have en negativ indflydelse på vores evne til innovation og iværksætteri. Vi dømmer folk hurtigt, og folk, som én gang har fejlet er mere eller mindre stemplet som 'tabere'.
I Silicon Valley er det helt anderledes, iværksættere anses for at være helte, og man er ikke negativt stemt, hvis en iværksætter (endnu) ikke har skabt succes. Dette ses i stedet for som en vigtig erfaring, og nogle gange en endnu større grund til at investere i iværksætteren. Denne kultur og risikovillighed synes jeg, vi mangler i Danmark, den skaber en positiv stemning omkring iværksætteri og er med til at fremme innovation.
Stanford University
Igennem de venlige medarbejdere på Innovation Center Denmark, blev jeg oplyst om muligheden for at tage enkelte kurser på Stanford University. Denne mulighed kunne jeg ikke lade gå tabt. Derfor tilmeldte jeg mig til et kursus med titlen 'Invention and Innovation models', da dette måske kunne bruges i min master. Det viste sig at være et rigtig spændende kursus, som har givet mig en ny indgangsvinkel til innovation.
Amerikansk åbenhed
Allerede efter et par uger mødte jeg en venture capitalist-gruppe, som inviterede mig med til et par møder, hvor jeg så, hvordan nyopstartede virksomheder kom ind og "pitchede" deres forretningsideer, hvorefter de bliver vurderet af en række medlemmer med en dyb og bred erfaring inden for forskellige forretningsområder.
Jeg fik ligeledes i januar lejlighed til kort at introducere mit arbejde for 60-70 venture-kapitalister i Silicon Valley. Det var utroligt spændende – men også krævende. Jeg håber, at mit nye netværk kan give mulighed for at virksomheder i ICI's netværk, som søger venture-kapital, kan pitche deres forretningsidé i Silicon Valley.
En anden ting, som jeg har bidt mærke i, er, at jeg ofte har snakket med folk til et møde, og samme dag har man fået en aftale om et møde. Det giver en fornemmelse af den 'vibe', der er i Silicon Valley – det går så hurtigt her, at man skal kæmpe for at holde begge ben på jorden. Heldigvis er jeg Nordjyde, så det er ikke noget problem.
Mit ophold har indtil nu budt på mange spændende oplevelser, og jeg har gjort mig så mange nyttige erfaringer, som jeg med garanti får brug for, den dag jeg muligvis selv står i en situation, hvor jeg mangler investorer til en virksomhed.




