Samarbejde mellem Avatarer og robotter

Af Linette Bodilsen, Gitte Sørensen og Mads Holten Rasmussen

Vi hedder Linette, Mads og Gitte og er alle tre MA-studerende fra DTU og AAU. D. 11. januar landede vi alle tre i SFO-lufthavn, forventningsfulde og spændte for den kommende udfordring, der ventede os det næste halve år med et kursus på et af verdens bedste universiteter; Stanford University.

Vi havde i efteråret alle tre været så heldige at få lov til at deltage i et internationalt AEC-kursus udbudt af PBL lab på Stanford, der ledes af Renate Fruchter. Kurset kræver, at vi over ét semester samarbejder på tværs af fag og vha. særlige it-redskaber samarbejder med studerende fra resten af verden om at udforme og dimensionere en universitetsbygning. Vi har netop været på Stanford for at præsentere frugterne af 6 måneders hårdt slid.

Mads, Gitte og Linette i San Francisco.

Verdens bedste mentorer

Under vores første besøg på Stanford blev vi introduceret til vores kommende holdkammerater, mentorer og professorer. Barren blev sat højt med mentorer fra nogle af verdens førende virksomheder samt universiteter. Ud over at få mentorer fra Arup, UC Berkeley, Stanford og Perkins and Will, fik vi også mulighed for at afprøve nye måder at kommunikere på, hvilket ville blive en nødvendighed grundet vores spredte geografiske lokationer.

Globalt samarbejde i cyberspace

Vi blev døbt "cyberspacestuderende", da vores kommende kommunikationsværktøj med vores teams ville blive i cyperspaceprogrammer, med vores egne avatarfigurer. I cyperspace fik vi virtuelle mødelokaler og byggepladser, hvor vi kunne uploade vores 3d-modeller af vores bygninger og have gennemgange af bygningen, idet vi kunne gå igennem dem med vores nye avatar-"jeg". Vi var selvfølgelig alle meget begejstrede for vores nye "legetøj", der skulle danne ramme om vore kommende møder, men det mest utrolige var nok, at Stanford havde fået 2 nye robotter, som man kunne logge på over nettet og styre fra sin labtop, dette gav os muligheden for at være "fysisk" tilstede under vores møder, som ikke foregik i cyberspace. Det var alt sammen meget overvældende, og rent teknisk i den forstand var kurset meget langt fremme.

Gitte fremviser resultatet af 6 måneders slid.

Undervisning hver fredag kl 21-01!

Da vi drog hjem igen, gik vi os et hårdt halvt år i møde. De kommende måneder sad vi online hver fredag fra kl. 21.00-01.00 til undervisning, på grund af tidsforskellen, og vi havde ofte også møder meget tidlig om morgenen eller meget sent om aftenen, da der også var vores teammøder med alle fra vores team, sub group meetings med kun enkelte relevante personer fra teamet, eller møder med vores vejledere. Det gav både opture og nedture at skulle være så fleksible, men det endte med mange venskaber og stor indsigt i samarbejdet mellem de forskellige faggrupper, der skal til for at kunne skabe en bygning, der både økonomisk, arkitektonisk, energimæssigt, indeklimamæssigt samt konstruktivt kan hænge sammen.

Team Atlantic præsenterer for mentorer.

Nye venskaber og værdifuldt netværk

Efter 4 måneders arbejde, nye venskaber, utallige præsentationer og møder over cyberspace stod vi igen på Stanford for sammen med vores grupper at skulle give den endelige præsentation af projekterne. Alle overlevede præsentationerne og afslutningsfesten endte med flere aftaler om genforeninger og løfter om altid at holde samtalerne kørende over skype, da vores Avatar nu ikke længere levede grundet en udløbet licens.

Mads siger TAK sammen med mentor og PBL dir. Renate Fruchter.

Set i bakspejlet blev vi alle mere eller mindre enige om, at det største udbytte af kurset var den erfaring, vi havde gjort os ved at skulle udarbejde et projekt i samarbejde med forskellige faggrupper, der havde forskellige interesser, holdninger og metoder.