Videre til indhold | Videre til menunavigation

11.10.2010

Ude godt – hjemme bedst?

Gemt under:

Davis minder på mange måder om Danmark, skriver Rie Bak Jäpelt fra Californien, hvor hun er gæsteforsker ved UC Davis. Hun er ph.d.-studerende ved DTU og undersøger indholdet af D3-vitamin i planter.

Ude godt hjemme bedst siger man. I så fald vil man også godt kunne lide Davis. Davis minder på mange måder om Danmark. Davis er kendt for at have en meget liberal politik, vel og mærke i den amerikanske forstand. Et andet lighedspunkt med Danmark er de mange cykler. Davis var den første by i USA til at anlægge cykelstier, og for hver bil er der efter sigende to cykler.

Skilt med teksten: Welcome to Davis – a bicycle friendly town. Drive safely

Jeg hedder Rie Bak Jäpelt og befinder mig på nuværende tidspunkt på UCDavis, et ophold som er kommet i stand gennem Videnskabsministeriets aftale med CITRIS.

UCDavis er en af de i alt ti campusser i University of California (UC) systemet og er det største campus på i alt 22.3 km2. Universitet er placeret i Davis, som er en lille by med ca. 65.000 indbyggere beliggende mellem San Francisco og Sacramento. Der går ca. 30.000 studerende, og der er ca. 23.000 medarbejdere på UC Davis, så næsten alle i byen er involverede i universitetet, det giver et helt unikt miljø med et campusliv, der ikke findes lignende i Danmark.

Jeg er PhD-studerende på Fødevareinstituttet, DTU, og arbejder på et projekt sammen med Plantebiologi og Bioteknologi på KU, der undersøger indholdet af D3-vitamin i planter. Solen er den vigtigste kilde til dannelse af D3-vitamin, og derfor er D-vitaminmangel et stort problem på vores breddegrader og resten af den vestlige verden, hvor en typisk dag foregår indendørs. D-vitamin findes dog også i vores kost i mindre mængder, først og fremmest i animalske fødevarer som fede fisk og mælkeprodukter. Det har dog også vist sig, at D-vitamin findes naturligt i nogle planter, især natskyggefamilien, som bl.a. kartofler og tomater hører til, kan have et naturligt indhold af D-vitamin. Denne viden søger projektet, jeg er en del af, at udnytte til at skabe planter, der har et naturligt højt indhold af D-vitamin.

Men inden at vi når så langt, er der et stort stykke arbejde foran os med at kortlægge, hvilke planter der indeholder D-vitamin, og hvilke faktorer der har betydning for, hvor meget og hvilke former for D-vitamin der dannes. Jeg arbejder således med udvikling af metoder til at kunne identificere D-vitamin og D-vitamins metabolitter. Det er en udfordring, da planter er som små fabrikker for små molekyler, der ligner D-vitamin, og fordi D-vitamin vil findes i en meget lille mængde. Typisk vil koncentrationen af D-vitamin være på ppb (parts per billion) niveau, så det er lidt ligesom at lede efter den berømte nål i en høstak.

Min vært på UCDavis er Bruce Hammock, som er professor i Entomology & Cancer Research, samt leder for NIEHS UCDavis Superfund Basic Research Program. Der er 30 forskere i Bruce Hammock's gruppe, der groft sagt arbejder på tre områder: 1) entomologi (insektbiologi) – fokuseret på forbedring af sprøjtemidler til insektbekæmpelse 2) enzymer involveret i den humane metabolisme 3) analytisk kemi og udvikling af metoder til at studere den menneskelige metabolisme.

Det er i den sidste gruppe, at jeg slår mine folder. Gruppen har udviklet en metode til at studere den humane D-vitaminmetabolisme. Jeg arbejder tæt sammen med den ansvarlige for denne metode, og sammen forsøger vi at udvikle en metode, der kan studere disse D-vitamin metabolitter i fødevarer. Samtidig arbejder vi på en metode, der skal kunne studere sukkerbundet D-vitamin i planter. Planter lagrer stoffer som inakive stoffer bundet til sukker, og man vil derfor underestimere indholdet af D-vitamin i en kemisk analyse, hvis man ikke også inkluderer denne gruppe stoffer. Alt dette skulle gerne medvirke til, at vi får et komplet billede af D-vitaminindholdet i planter.

Parkerede biler på en stejl gade
Cruising California.

Bruce Hammock's gruppe er meget produktiv og har publiceret mere end 650 publikationer i high impact journals<(span> og samtidig genereret mere end 30 patenter. Gruppemøder her er en fornøjelse, alle er oppe på mærkerne, stiller spørgsmål og kommer med ideer til ny forskning. Bruce Hammock selv sørger for, alle er involveret, og ingen får lov til at sidde og spytte i kaffen.

Men der bliver også arbejdet hårdt for de gode resultater. En typisk arbejdsdag starter halv ni om morgenen og ender halv syv om aftenen. Weekenden er heller ikke fri, her arbejder man bare mindre hårdt, og vores instrumentbookingsystem inkluderer også lørdag og søndag. Jeg ved ikke, hvordan en dansk HR-medarbejder vil vurdere den "work-life" balance. At det er på den måde kan hænge sammen med de mange internationale forskere. I hele gruppen er der kun tre amerikanere, og i mit laboratorium er der ikke en eneste, her er vi 1 fra Ungarn, 1 tysker, 1 koreaner, 4 kinesere og så mig.

Det internationale miljø er en stor kontrast til Fødevareinstituttet, hvor størstedelen af forskerne er danskere, og det har været en lærerig oplevelse. Alle her har prøvet at være nye et fremmed sted, og der er derfor bliver taget utrolig godt imod mig. Allerede første dag blev jeg inviteret ud at spise, og folk er gode til at spørge, om man ikke lige vil med ud og have en øl eller en kop kaffe. Det gør, at man føler sig godt tilpas og er helt sikkert noget, vi som danskere kunne lære af og noget, jeg vil tage med mig hjem.

Selvom der bliver lagt mange timer i laboratoriet, er der også blevet tid til andet end forskning. Davis har en størrelse tilsvarende en middelstor dansk provinsby og er desværre ikke stedet, hvor der sker mest. Nattelivet her begrænser sig til et par restauranter, der efter kl. 10 fredag og lørdag spiller musik. Men i forhold til byens størrelse er der mange tilbud.

Svømmepølen på UCDavis
Svømmepølen på campus.

Jeg har benyttet campus-svømmepølen til det yderste på en sommer, hvor det har været mere reglen end undtagelsen med temperaturer over 35 grader. Derudover står den to gange om ugen på yogaundervisning med de mest fantastiske instruktører. Jeg er også blevet introduceret til kinesisk kultur af de 4 kinesere i laboratoriet, hvilket har været spændende. Jeg har prøvet meget nyt mad og har også været med til at fejre den årlige Moon festival og den kinesiske nationaldag. Jeg har både oplevet Kung Fu show, Pipa koncert (kinesisk instrument) og hørt traditionelle kinesiske sange.

Derudover har jeg også oplevet noget så usædvanligt i Danmark som vandkamp i arbejdstiden. På en af de varmeste dage herovre blev der købt 2500 vandballoner ind, og laboratoriet blev omdannet til vandballon-påfyldningssted. Det tog næsten tre timer at fylde ballonerne, men kun et kvarter at kaste dem!

Bruce Hammock der skal til at kaste en vandballon
På en af de varmeste dage, blev der købt 2500 vandballoner, og laboratoriet blev omdannet til påfyldningssted.

Nu skal man heller ikke glemme, at selvom Davis måske ikke er det mest spændende sted, så er der ikke langt til nogle af de mest fantastiske steder i verden. Davis har noget så sjældent i USA som en togstation, og San Francisco er kun 1 time væk i tog. Det er også blevet til den helt store Californien route trip, hvor jeg har oplevet alt det, Californien har at byde på. Her er alt, storbyer, udsigt over Stillehavet og ikke mindst en storslået natur med et fantastisk dyreliv.

Alt i alt er det en fantastisk oplevelse at være af sted, men når alt kommer til alt, så er hjemme nok bedst!

Del