Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Søren Stauning
Sted: München, Tyskland
Søren Stauning
Søren Stauning var udstationeret ved innovationscenteret i München 2008-2010 som teknologi- og forskningsattaché. Søren Stauning er cand. scient. pol. fra Københavns Universitet og har været fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen.
 
18.11.2009

Ny tysk regering – og forskningspolitikken?

Gemt under:

Den 27. september var der forbundsdagsvalg i Tyskland. Her faldt den ”store koalition”, kaldet ”sort-rød”. I stedet danner CDU/CSU nu regering med de liberale, og denne ”sort-gule” koalition har nu barslet med et nyt regeringsgrundlag: "Wachstum - Bildung – Zusammenhalt".

Først politik

Den 27. september var der forbundsdagsvalg i Tyskland. Her faldt den "store koalition", kaldet "sort-rød", bestående af kristdemokraterne (CDU og det bayerske søsterparti CSU) og socialdemokraterne (SPD). I stedet danner CDU/CSU nu regering med de liberale (FDP), og denne "sort-gule" koalition har nu barslet med et nyt regeringsgrundlag: Wachstum – Bildung – Zusammenhalt (PDF) (Vækst, uddannelse, sammenhold).

Fra forskningsside har vi selvfølgelig især holdt øje med, om der ville ske en udskiftning af den tyske forskningsminister, Annette Schavan (CDU). Hun blev før valget nævnt som en minister, der muligvis ikke ville blive genudnævnt, men Schavan fortsætter også på posten i den nye regering.

Regeringsgrundlaget

Den nye regering kalder videnskab og forskning for både grundlaget for fremtidig velstand og essentiel i bekæmpelse af globale problemer. Det tyske svar på den danske Globaliseringsstrategi, Hightechstrategien, fortsætter og videreudvikles i den nye regering. Her skal bl.a. klima-, energi- og sundhedspolitik styrkes. Regeringen lægger vægt på bioteknologi og opbyggelsen af en "bioøkonomi". Der skal også oprettes en række nye institutioner, særligt på området for den forebyggende sundhedsforskning. Derudover overvejer regeringen at oprette en dialogplatform for stamcelleforskningen (Deutsches Stammzellnetzwerk).

For folk med interesse i forskningsformidling kan det nævnes, at man i samarbejde med erhvervslivet vil oprette et fremtidshus (Haus der Zukunft), hvor skal Tyskland præsenteres som videns- og innovationssamfund.

Af andre elementer er styrkelse af samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv, en indsats for kvindelige forskere, forenkling af forskningskarrierevejen – og, interessant med danske øjne, at regeringen vil arbejde for flere strategiske partnerskaber.

Nye kolleger

Med denne nye start er det passende, at vi også her på innovationscenteret har styrket holdet med nye folk; som ny projektleder på sundhedsområdet har vi fået Thomas Juhl Olesen, thoole@um.dk, som har en baggrund i medicoindustrien, og vi har fået fyldt et hul hos Invest in Denmark, hvor Jesper Thillerup, tidligere bl.a. på ESRF og ESO, nu sidder med IKT-området. Emailadresserne er ikke helt oppe endnu, så hvis en besked ikke går igennem, kan Jesper og Thomas kontaktes gennem mig.

Galileo Masters 2009

Lige efter efterårsferien var der kåring af årets Galileo Masters i München – en årlig global teknologikonkurrence på satellitnavigationsområdet. Der kåres en global vinder blandt vinderne af en række regionale konkurrencer, og en af disse vindere var Jacob Jacobsen fra DTU Space, som med tre kolleger vandt den regionale konkurrence i Baden-Württemberg med projektet Guiding Goggles (foto) – satellitnavigerende svømmebriller! Det må siges at være innovativt!

Annette Birch fra IPC var også med til kåringen – hvor innovationscenterets deltagere står sammen med spildesigneren Rachel Jacobs, UK's vinder med projektet Mudlark, som er et satellitstyret spil i gadeplan med det formål at give deltagerne mere motion og dermed begrænse overvægt og følgesygdomme.

Anette Birch, Thomas Juhl Olesen, John Jacobsen, Rachel Jacobs og Søren Stauning
Fra venstre Annette Birch fra FI/IPC, Thomas Juhl Olesen og John Jacobsen fra Innovationscenteret, spildesigneren Rachel Jacobs fra Mudlark og Søren Stauning fra Innovationscenteret.

Og erhvervsstoffet …

Finanskrisen råder stadig over den danske eksport til Tyskland. Tyskland er Danmarks største eksportmarked, større end USA og hele Asien tilsammen, så når vi mister eksport til Tyskland, kan det mærkes i tallene. I de første 2/3 af 2009 er eksporten til Tyskland faldet med lige over 8 mia. kr., svarende til 13,6 procent. Så det er bare med at få gang i de innovative produkter!

Og til sidst børnetime:

At gode brands skaber reklame i sig selv, kan ses af, at der netop er sat en ny verdensrekord i München, men med danske byggesten, helt bogstaveligt: Verdens højeste Legotårn blev bygget i München fra 1.- 4. oktober. Hvis man vil forsøge selv, er højden 29,97 m. Tårnet blev bygget af frivillige, og Lego havde sammen med andre partnere sat en præmie på 100.000 €, som gives til velgørende formål, hvis rekorden blev nået.

Del