Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Søren Stauning
Sted: München, Tyskland
Søren Stauning
Søren Stauning var udstationeret ved innovationscenteret i München 2008-2010 som teknologi- og forskningsattaché. Søren Stauning er cand. scient. pol. fra Københavns Universitet og har været fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen.
 
22.06.2010

Danmarks fremtidige innovatører besøger München

Dette indlæg er et "gæsteblogindlæg" fra innovationscenterets praktikant Line Nielsen, som har været i München siden februar.

Som praktikant her ved innovationscenteret bliver man involveret i mange forskellige opgaver, og en af dem er at være med til at holde foredrag. Her havde vi fx besøg fra to danske skoler, som var på studietur i München og skulle høre om innovationscenteret, München og områdets universiteter og virksomheder.

Kreative virksomheder

IHK betyder i München Industrie- und Handelskammer – i danske ingeniørkredse betyder det Ingeniørhøjskolen København. Da jeg hørte, vi ville få besøg af IHK (København), lyttede jeg ekstra efter, da jeg selv studerer ved ingeniørhøjskolen.

Det var nu ikke fra min egen studieretning, eksportingeniør, men fra en helt ny retning, der hedder Proces og Innovation. Ud fra navnet var det indlysende, at de skulle besøge innovationscenteret, og de virkede også meget oplagte og interesserede i de ting, Søren og jeg fortalte.

Proces- og innovationsingeniører på besøg
Ingeniørhøjskolen Københavns hold af proces- og innovationsingeniører på besøg i innovationscenteret i München.

De havde bedt om at få noget at høre om erhvervslivet i München og også om München som innovationsby, hvilket vi fortalte om i en lille times tid. Derudover hørte de også om grunden til, at Danmarks tredje innovationscenter ligger i München, om vores opgaver og om arbejdet som praktikant.

Umiddelbart havde jeg ikke regnet med nogen specielle spørgsmål. Og hvorfor så det? Jo, ofte synes jeg, at studerende stiller mindre interessante spørgsmål, fordi de føler sig forpligtede til det. Men faktisk overraskede de studerende mig og stillede mange interessante spørgsmål, som krævede nærmere overvejelse.

Under foredraget spurgte vi dem, hvorfor de havde valgt at komme til München på studietur. Svar: De mange kreative virksomheder i München – som første eksempel BMW, der har mange slags designere ansat, eksempelvis til at designe lyden, når bildøren lukkes.

Og udover at besøge os skulle de ti studerende og deres tre vejledere netop besøge BMW og også Gore (dem med Goretex), samt selvfølgelig se München by. Da jeg var ude og spise med dem aftenen efter foredraget, var de alle meget positive over München; de syntes, det var en utrolig dejlig by med flot arkitektur og god atmosfære.

Gensyn

En måneds tid senere fik vi så besøg fra Grindsted Erhvervsskole, der havde valgt at besøge München for anden gang, denne gang tre dage. Sidst de var i München besøgte de også innovationscenteret, men denne gang var det 41 nye elever og tre af deres lærere. Da ingeniørhøjskolen var på besøg med 13 mand, var vores mødelokale godt fyldt op, så jeg tog til erhvervsskolens hostel – ikke det typiske mødelokale, men med en lang forlængerledning og god vilje lykkedes det hele.

Erhvervsskolen var ankommet samme morgen med nattoget, men de var trods den lange tur klar til en lille times foredrag. Emnerne i foredraget var overordnet de samme som for ingeniørhøjskolen, og erhvervsskolen fik selvfølgelig også muligheden for at stille spørgsmål.

Overraskende nok var langt størstedelen om mig – min uddannelse, udlandsophold, hvordan jeg oplever lande og kulturer eftersom jeg kommer fra Ribe, studerer i København, tilbragte efterårssemesteret 2009 ved et universitet i Hong Kong og nu er i gang med et halvt års praktik i München. Det var ikke lige den type spørgsmål, jeg havde regnet med, men eftersom jeg har rejst meget, er jeg ofte blevet spurgt om sådanne ting, og jeg synes det er spændende at fortælle om.

Kendskab

Som vi også fortæller de studerende, så er en af innovationscenterets opgaver at skabe kontakt og samarbejde mellem Bayern/Tyskland og Danmark; her har vi skabt opmærksomhed hos forhåbentlig nogle af fremtidens iværksættere og innovatører om innovationscenteret og det arbejde, vi udfører for danske forskere og virksomheder.

Så vi håber at se nogle af de studerende senere hen på et af Danmarks innovationscentre rundt om i verden!

Del