Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Søren Stauning
Sted: München, Tyskland
Søren Stauning
Teknologi- og forskningsattaché Søren Stauning har siden februar 2008 været udstationeret ved innovationscenteret i München. Søren Stauning er cand. scient. pol. fra Københavns Universitet og har været fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen.
 
24.08.2010

München: Verdens bedste by – igen

München er igen udnævnt til "World's most liveable city". Og juli er den årstid, hvor byen er fuld af velhavende arabere. Men hvad har det med forskning og innovation at gøre? En hel del, faktisk!

Juli i München har bragt især to ting med sig: For det første er München igen, for anden gang på fire år, blevet udnævnt til "World's most liveable city" i den årlige analyse foretaget af det internationale design-, kultur- og forretningsmagasin Monocle.

For det andet er juli måned den officielle start på "arabersæsonen": Den årstid, hvor München pludselig er fuld af meget velhavende arabere, som ellers ikke er her resten af året.

Nu kan man så spørge, hvad disse to forhold har at gøre med forskning og innovation. Svaret er, at det faktisk har en del med netop det at gøre.

Man kan selvfølgelig gøre sig den banale betragtning, at dygtige forskere lige som andre mennesker også sætter pris på livets goder. Men når München har en så høj levestandard, er det sidste led i en værdikæde, der sammenbinder placeringen af en række hovedsæder for multinationale selskaber, en masse udviklingsafdelinger for store tyske virksomheder, en underskov af innovative SMV'ere, en overrepræsentation af Tysklands bedste universiteter og forskningsinstitutioner – og en lang, bredt understøttet tradition for at investere i forskning og udvikling.

Resultatet er vedvarende og langsigtet vækst og dermed flere penge at bruge på kultur, rekreative områder, sikkerhed, istandsættelser og infrastruktur, som er nogle af de hovedparametre, Monocles bedømmere kigger på.

Men hvad med araberne, hvad har de at gøre med forskning og innovation?

Araberne kommer tilrejsende, når sommervejret i Golfen sætter ind med temperaturer op i 50'erne. Når disse mennesker kommer til München, er det dels på grund af den ovennævnte livskvalitet, og fordi sommervejret her er utrolig behageligt. Men det er især for at købe behandlinger på Münchens to universitetshospitaler, hvoraf især Klinikum der Universität München hører til blandt Europas bedste. I sommermånederne er der ret tæt belagt med arabiske patienter – visse afdelinger har op til 15 procent. For disse patienter har prisen på behandlinger kun ringe betydning, det er kvaliteten, der efterspørges. Hospitalets indtjening kan geninvesteres i eksperimentalbehandlinger, klinisk forskning, bedre service, elektroniske patientjournaler etc.

Men besøgene gavner ikke kun hospitalssektoren. Hvis en patient bliver behandlet, har vedkommende typisk et større følge med, som genererer ret mange fx hotelovernatninger af den rigtig gode slags.

Når 20 mennesker bliver indkvarteret to uger i suiter (eller en hel etage) på Hotel Bayrischer Hof – med priser, der ikke findes magen til ret mange steder i Danmark – er det noget, der generer vækst også andre steder i samfundet.

Når patientens temmelig store familie er ude og shoppe for at fordrive tiden, er det noget, der skaber vækst også uden for hospitalssektoren.

Når en spritny, hvid Rolls Royce Phantom med Dubai-nummerplader holder klar med privatchaufføren ude foran en af Münchens eksklusive indretningsforretninger en ellers stille søndag formiddag, er det ikke, fordi passagererne er ude at gå en tur – så er der privatshopping inde bag den låste dør. Det er i øvrigt ikke kun arabere, som er de mere synlige i gadebilledet, men også russere og efterhånden også nogle kinesere.

Og jo – det kan godt være, at vi også har nogle gode hospitaler i Danmark. Og jo, nummer to på Monocles liste, lige efter München, var faktisk København. Men man ser ikke lige så mange Rolls'er på Dubai-nummerplader.

Del